Cookieregler

Talentpriser 2010

Johanne Eggert
Johanne Eggert er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole i 2009. Hvordan laver man en scenografi, der passer til en forestilling om cancer? På Team Teatret skabte Johanne Eggert sikkert og intuitivt en arkitektonisk tolkning til ”Koldere end her”, hvor der både var plads til kister, kirkegårde — og forfriskende latter.

Merete Mærkedahl
Merete Mærkedahl er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2009. Hun overraskede sine tilskuere i "Syg Ungdom" på Aalborg Teater. For var hun den naive pige i kløerne på en brutal forfører — eller var hun den pæne pige, der fik smag for sex? Merete Mærkedahl var det hele. Og det lovede godt.

Daniel Rylander
Daniel Rylander er uddannet instruktør fra Statens Teaterskole i 2009. Som Teater Momentums kurator denne sæson greb denne frygtløse svensker fat i både Strindbergs ”Pelikanen” og Wagners ”Valkyrien”, så de blev moderne skildringer af drifter på afveje mellem mødre og svigersønner og nye naboer. Morsomt og uforudsigeligt.

Mikkel Løvenholdt Reenberg
Mikkel Løvenholdt Reenberg er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2006. I ungdomsforestillingen ”Fordampet” på Jako-Bole Teatret demonstrerede han en nærmest eksplosiv energi, parret med stor følsomhed, der gjorde hans skildring af livet som hyperenergisk DAMP-barn både skræmmende og rørende.

Johanne Louise Schmidt
Johanne Louise Schmidt er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2009. Hun fik en stensikker kanondebut i ”Libertineren” på Grønnegårds Teatret som den erotisk fremmelige, unge adelsdame, der satte gang i letvakte lyster. Rødhåret og uimodståelig frigjorde hun alt det frække og ungdommeligt sårbare i pigebarnet.

Ludvig Lindström
Ludvig Lindström er uddannet på Operaakademiet i 2009. Siden har man kunnet se og høre den svenskfødte baryton i flere partier på Den Kongelige Opera: Titelrollen i ”Figaros Bryllup” og senest i større roller i ”Ariadne på Naxos” og oratorium-operaen ”Jephtha”. En machosanger med drenget charme og volumen.

Signe A. Mannov
Signe A. Mannov er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007. I rollen som stikkerpigen Grethe Bartram i krigstidsdramaet ”Besættelse” på Svalegangen forenede hun sin naturlige sødme med en overrumplende og fascinerende kynisme, der spejlede alle facetter af den komplekse kvinderolle.

Thomas Hwan
Thomas Hwan er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2007. Han har siden demonstreret sit skarpe talent i flere forestillinger, først i København og senest på Aalborg Teater, hvor han truede med tæsk som den fremmedfjendske teenager i ”Pornografi” — utilpasset og forvokset i en verden af ensomhed.

Louisa Yaa Aisin
Louisa Yaa Aisin er selvlært sanger og skuespiller. Hun fik sin professionelle debut som en ung slavinde i musicalen ”Von Scholten” på folketeatret.dk. Her sang og strålede hun med sin smukke stemme og sit sikre spil. Temperamentsfuld, oprørsk og begavet — og fuldstændig hjemmevant. Hun er et naturtalent.

Mads Rømer Brolin-Tani
Mads Rømer Brolin-Tani er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2009. I ”The Ancient Mariner”, en romantisk musik-skrøne om mennesket og natur , markerede han sig på Odense Internationale Musikteater med sin store stemme og sit meget stærke, fysiske nærvær. Helteklassisk og moderne.