Cookieregler

Talentpriser 2009

Özlem Saglanmak
Özlem Saglanmak har haft fart på, siden hun blev udklækket fra Statens Teaterskole i 2006. Hun blev kendt på at lægge sin fascinerende stemme til dukken Ali i julekalenderen ”Yallarup Færgeby” i 2007. Siden har hun nået mange teateropgaver. I denne sæson spillede hun frækt og stensikkert en fysisk krævende rolle i ”Den sømand han må lide” på Teater Camp X og senest helt hjertegribende som indvandrerpigen i CaféTeatrets ”Mady.Baby”.

Stefania Omarsdottir
Stefania Omarsdottir uddannet fra Statens Teaterskole i 2005, spillede sig direkte ind i publikums hjerter som den ni-årige Asta i Mungo Parks "Seest". Med skælvet fra Kolding-katastrofen under den yderste hud tegnede hun et rørende og overbevisende portræt af en lille piges forsøg på at få samlet sin verden igen. Stefania Omarsdottir er langt fra en katastrofe. Hun er et storspillende talent.

Petrea Søe
Petrea Søe er instruktøruddannet fra Statens Teaterskole i 2006, men oprindelig skuespiller fra Cantabile 2. Hun var kvinden, der formåede at gøre den civiliserede alles-kamp-mod-alle i A.P. Møller-forestillingen ”Den sømand han må lide” på Teater Camp X så uciviliseret, at man ligefrem kunne se instinkternes anatomi stikke ud af habitterne.

Marie Dalsgaard
Marie Dalsgaard er uddannet på Aarhus Teaters skuespillerskole i 2008, og viste allerede sit forrygende talent i elevskoletiden som violinspillende kvinde i teaterkoncerten ”Nick Cave”. Samme skarpe og underspillede humor kom frem i "Kosmisk Frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia" på Aarhus Teater. Indre dynamik og cool overflade gav hendes karakterer stor scenisk kraft.

Line Mørkeby
Line Mørkeby, udklækket fra Dramatikeruddannelsen i 2007, underholder både hjerne og hjerte, øjne og ører. Det beviste hun med musikalsk, hårdtslående og skæg overbevisning i denne sæson, hvor hun med ”Musical” på Det Kgl. Teater hævede sig langt op over hverdagssfæren og senere som et fantastisk fyrværkeri lyste teaterhimlen op med to yderligere forestillinger.

Ene Øster Bendtsen
Hvordan spiller man teenager, når man er voksen — og endda uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2007? Man sætter bare sit dæmon-dyr på skulderen og lader kroppen glide på tidsrejse til Arktis. I hvert fald hvis man hedder Ene Øster Bendtsen. Hun blev stjernen i "Det gyldne Kompas" — og fik kompasnålen til at dreje stik mod en talentpris!

Det Unge Dansekompagni v/Marie Brolin-Tani
Alle i Det unge Dansekompagni er nyuddannede, moderne dansere fra Sverige og Danmark, der har fundet nåde for Marie Brolin-Tanis talentblik. Men kun for ét år. I åbningsforestillingen ”Touch” i efteråret viste de deres smukke kroppe — og iøjnefaldende personligheder. De gik i spagat og strittede hidsigt med fødderne. Man fik bare lyst til at se dem igen.

David Danholt
David Danholt er uddannet på Operaakademiet i 2005. Hans helt særlige tenorstemme er både lyrisk og kraftig og med en lys og let ligefremhed, som er meget sjælden. Vi kunne i år glæde os over den, da han sang styrmanden i ”Den Flyvende Hollænder” på Den Jyske Opera.

Carsten Svendsen
Carsten Svendsen, uddannet på Odense Teaters elevskole i 2006, har på Aalborg Teater de senere sæsoner vist sit mangesidige talent. Fra sveden og potent posemand i ”Gasolin Teaterkoncert” til mandlig stuepige i farcen ”Mød min hr. Mor”. I sidstnævnte udfoldede han sig virtuost morsomt, koket charmerende og forbistret øretæveindbydende. Et veritabelt dametøjsteater.

Audun Iversen
Den 31-årige, norskfødte Audun Iversen er udgået fra Operaakademiet sidste år, men jobbene er for længst strømmet ind. Lige nu synger han med forførende talent og klingende baryton Greven i ”Figaros bryllup”. Til efteråret venter titelrollen i ”Eugen Onegin”, og til næste år gælder det Mozarts ”Don Juan” på Glyndebourne Operaen i England.