Cookieregler

Talentpriser 2006

Susanne Grinder, ”Den lille Havfrue” og ”Romeo og Julie”, Det Kgl. Teater
Susanne Grinder er en ung danserinde, der i flere omgange har bevist sit store talent. Hun var en ung, fortvivlet sjæl i John Neumeiers ”Den lille Havfrue”, og en bedårende Julie i hans ”Romeo og Julie” — et almindeligt, forfjamsket pigebarn, der for vore betagede øjne vokser og modnes af kærlighed.

Sebastian Kloborg, ”Romeo og Julie”, Det Kgl. Teater
Sebastian Kloborg, nyuddannet balletdanser i Den Kgl. Ballet, fik en formidabel debut som Romeo i John Neumeiers ”Romeo og Julie”. Her dansede han mimisk overbevisende og gribende, så scenen sitrede af ung og fortvivlet kærlighed, og med et forbløffende sikkert greb om det teknisk meget svære parti.

Rasmus Fruergaard, ”Rent” og ”West Side Story”, Fredericia Teater
Rasmus Fruergaard, uddannet fra Det Danske Musicalakademi, har den helt rigtige blanding af god sangstemme, scenisk nærvær og talent for at skabe originale figurer. Det så vi, da han spillede transvestitten Angel i Fredericia Teaters opsætning af ”Rent” i efteråret, og her igen i foråret i samme teaters opsætning af ”West Side Story”, hvor han var en af bandedrengene — en overrumplende eksplosion af indestængt vrede og desperation.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg, ”Beauty and the Beast”, Det Ny Teater og ”West Side Story”, Østre Gasværk Teater
Maria Lucia Heiberg Rosenberg charmerede alle som den smukke, søde Belle, der tæmmer udyret i ”Beauty and the Beast” på Det Ny Teater. Og netop nu er hun en mørk, intens og flot syngende Maria i ”West Side Story” på Østre Gasværk Teater, med et udtryk, der skifter fra føl-kåd til voksen på et øjeblik — forvandlet af kærligheden.

Mads Knarreborg, ”The Producers”, Det Ny Teater
Mads Knarreborg, uddannet på Odense Teater, gik direkte ind på én af Københavns største scener og fik et formidabelt gennembrud i ”The Producers” på Det Ny Teater som den nervøse og suttekludstrængende unge revisor. Velsyngende, flot dansende og vittig.

Ida Marie Ellekilde, ”West Side Story”, Østre Gasværk Teater
Ida Marie Ellekilde debuterede som scenograf i ”West Side Story” på Østre Gasværk Teater. Her byggede hun en hel slumby op i gasværkets fulde højde og gjorde det muligt at lave en showforestilling, hvor de medvirkende spæner rundt, op og ned, ud og ind via rum, vægge, slisker, nedløbsrør og trapper. Sjældent har rummet været brugt så dristigt.

Heidi Colding-Hansen, ”Skyelskeren”, Teatret ved Sorte Hest og ”Diamond/Dust/Shoes”, CaféTeatret
Først spillede hun Søren Kierkegaards Regine med de største og mest blå øjne i ”Skyelskeren” på Teatret ved Sorte Hest. Kort efter knaldede hun fuldstændigt igennem som lillesøsteren Pina i dramaet om en familie i opløsning i ”Diamond/Dust/Shoes” på CaféTeatret. Heidi Colding-Hansen, uddannet fra Statens Teaterskole i 2003, har med stor effekt været vidt omkring i denne sæson, og Reumert-komiteen vil gerne kvittere herfor med en talentpris. Den falder i rette jord.

David Boyd, ”Nøddeknækkeren” og ”Das”, Aveny-T
Når David Boyd er på scenen, har man svært ved at få øjnene fra ham. Hans intense nærvær, hans formidable dansekunst, hans sans for både at spille komedie, skabe karakterer og forløse dem gør denne unge, amerikanske danser til noget helt særligt i dansk teater. Det begyndte som hip-hop og breakdance, men David Boyd har allerede flyttet sig langt, og vi glæder os til at se opfølgningen på hans præstationer i ”Nøddeknækkeren” og ”Das” på Aveny-T.

Anders Astrup Jensen, ”Roundabout”, Kanonhallen
Den unge Anders Astrup Jensen viste i cirkusteaterforestillingen ”Roundabout” i Kanonhallen en overrumplende scenisk gennemslagskraft som storøjet uskylds-engel og drilsk-flirtende amorin — fuldendt med en teknisk virtuositet som linedanser, slangemenneske og akrobat, der gjorde ham uafbrudt fascinerende, også målt med en international målestok.

Aleksa Okanovic, ”Restaurant d'Amour”, Odense Teater og ”Diamond/Dust/Shoes”, CaféTeatret
Aleksa Okanovic, uddannet fra Dramatikerskolen i Århus, har med lynets hast markeret sig som en dramatiker med et sjældent tag på skarp satire og rappe replikskifter. Der var mestergyseren ”Restaurant d'Amour” på Odense Teater, og nu det vilde, verbale lagkageshow i ”Diamond/Dust/Shoes” på CaféTeatret; et familieopgør i samtalekøkkenet, som de færreste forhåbentlig nikker genkendende til fra deres eget køkkenbord.