Cookieregler

Talentpriser 2002

Ernst Sondum Dalsgaard
Vi lytter alle, når en ny tenor lader sig høre. I Den Jyske Operas Tosca lyttede vi ekstra, da Ernst Sondum Dalsgaard sang det krævende parti som Cavaradossi både flot, smukt og sikkert. Andre store partier følger allerede i den kommende sæson - her på denne scene, hvor vi står.

Jacob Weble
Jacob Weble har siden sin afgang fra Statens Teaterskole i 1996 været virksom som både dramatiker og skuespiller. Han har skrevet to skuespil, "Manden med skægget" og "Håndværkerne", opført på henholdsvis CaféTeatret og Husets Teater, hvor han selv medvirkede som skuespiller. Han har vist sig som ægte komisk talent i en række roller på de københavnske scener, mest overbevisende som tjeneren Espen i "Jean de France" på Aalborg Teater.

Mette K. Madsen
Mette K. Madsen har i sin første sæson på Aalborg Teater vist sit talents spændvidde - lige fra komedien til tragedien - som pigen Marthe (Madame la Fleche) i Geir Sveaass' moderne opsætning af "Jean de France" og som Antigone i Madeleine Røn Juuls græske forestilling "Thebens syv porte". I øjeblikket spiller hun hovedrollen som Sofie i Astrid Saalbachs "Det Kolde Hjerte" på Aarhus Teater.

Kasper Ravnhøj
Med stærk udstråling i både krop og mimik gør Kasper Ravnhøj sig markant gældende i det alternative og mere eksperimenterende teater og dansemiljø. Blandt andet må nævnes Junge Hunde-festivalen, Dansolution, for nogle måneder siden og ikke mindst forestillingen "Galefyrsten". Lige nu fanger han opmærksomheden i totalteaterforestillingen "Voyeur" på Teater Terra Nova som et ungt dansetalent i fuldt firspring fremad.

Thomas L. Corneliussen
I den uhyggelige monolog "Filth" yder Thomas L. Corneliussen en imponerende præstation - han er mer' end skuespiller... han er også et fluemenneske og kan kravle op ad væggene! Han erobrer rollen som kriminalbetjent og gør det med en klovns mimik og en akrobats kropssprog. Det er skræmmende og strålende. Det er en forfærdende og formidabel skuespillerpræstation.

Mia Lyhne
Mia Lyhne har siden 1997 spillet en række roller på Teater Grob. Hendes mangfoldige talent fik hun mulighed for at bekræfte og udvide i de vekslende kvindefigurer i Jens Albinus' "Udvidelse af kampzonen" på Det Kgl. Teater.