Cookieregler

Talentpriser 2001

Kgl. balletdanser Sarah van Patten
Kun 16 år gammel og lige ankommet til Den Kgl. Ballet på prøve sprang Sarah van Patten ud som Julie i John Neumeiers krævende værk. En smittende livfuld Julie - snart med en energi som en lille, forårskåd hest, snart et trodsigt, ulykkeligt barn i forældrenes vold, eller fuld af sårbar ungpigelængsel efter at give sig sanseløst hen i Romeos arme.

Jens Jacob Tychsen
Selv det kun er knapt tre år siden, Jens Jacob Tychsen forlod Århus Teaters Elevskole, har han allerede markeret sig som en spændende og vidtfavnende ung scenekunstner, man kan forvente sig meget af. Det københavnske publikum oplevede Jens Jacob Tychsen som prinsen i ”Den dobbelte troløshed” og siden som den fyrige, fremstormende unge bejler Horace i ”Fruentimmerskolen” på Det Kgl. Teater. Og nu gælder det 'Hamlet' på Mungo Park i Allerød. Jens Jacob Tychsen er en ung kunstner, vi kan forvente os meget af.

Sarah Gottlieb
I Aarhus Teaters udgave af Shakespeares ”Vintereventyret” gør Sarah Gottlieb stort indtryk i små roller. Hun er hofdame, hun er hyrdinde — begge dele med kolossal udstråling og humor — komikken tegner til at blive hendes rette fag.

Helle Damm
Hanne Damm har sunget i Radiokoret og i Ars Nova-ensemblet. Hun har også været i ensemblet ved de seneste musicals på Det Ny Teater, hvor hun nu, i ”The Phantom of The Opera”, springer ud i en hovedrolle, som den unge og yndige Christine. Det er en scenisk pragt-præstation helt uden krukkeri og med en sopran, der er lutter vellyd og naturlig nattergaleklang.

Line Kruse
Line Kruses talent kom til en ny, interessant udfoldelse i Line Knutzons nye stykke ”Den luft andre indånder” på Mungo Park Teatret denne vinter. Et både følsomt og temperamentsfuldt talent.

Helge Rønning
Blandt de nye unge lyriske tenorer er Helge Rønning et af de største talenter. Hørt i denne sæson bl.a. i ”Cosi fan Tutte” på Århus Sommeropera og i Per Nørgårds ”Nuit des Hommes” opført i MusikTeatret Albertslund og på gæstespil i udlandet.