Cookieregler

Talentpriser 2000

Morten Eggert
Ved den Kongelige Ballets seneste premiere for få uger siden var det dejligt at se et veltrimmet og smukt dansende kompagni, tydeligt på vej tilbage til fordums styrke og glans. Én af de spændende og lovende unge dansere i ensemblet er Morten Eggert, der med både sin gode teknik og en helt særlig sans for at skabe karakterer er en udtryksstærk ung kunstner, man kan forvente sig meget af. Morten Eggert kom først til Det Kongelige Teaters Balletskole som 13-årig, endda på dispensation, men talentet fejlede ikke noget, og han har i de forløbne år danset et gav af partier i både det klassiske og det moderne repertoire. I 1997 blev Morten Eggert fuldgyldigt medlem af Den Kongelige Ballet, hvor man senest har kunnet fryde sig over hans medvirken som narren i ”Kermessen i Brügge”, i ”The Concert”, som eleven i ”Konservatoriet” og allersenest i et af solistpartierne i ”Symfoni i C”. Morten Eggert har også danset i Copenhagen International Ballet på Landbohøjskolen.

Stine Stengade
Som skuespilleren Lisbeth Gordan i DR Tv’s store seer- og anmeldersucces ”Edderkoppen” er Stine Stengade en yderst aktuel talentprismodtager. Oven i købet en debuterende tv-skuespillerinde i en hovedrolle. Det er snart to år siden Stine Stengade forlod Statens Teaterskole som nybagt skuespiller. Og der var hurtigt bud efter den nyudklækkede. På Rialto Teatret spillede hun med i ”Tre Søstre”, og i efteråret stod hun over for Ghita Nørby i ”Savannah Bay” på samme scene. Det var en kæmpeudfordring, som Stine Stengade løste meget overbevisende. På Det Kongelige Teater var hun med i Tjekhov-forestillingen ”Ivanov”, og Stine Stengade vender tilbage til nationalscenen i næste sæson, hvor hun skal medvirke i komedien” Ensom Herre søger Familie”. Stine Stengade har selv udtalt, at hun har lyst til at lave alt — teater, film og tv. Det skal hun nok komme til.

Ann Petersen er uddannet på Operaakademiet og har sunget Mozarts Donna Anna både på Den Fynske Opera og Den Jyske Opera samt Første Dame i ”Tryllefløjten” på Det Kongelige Teater. Ann Petersen har netop endnu en gang lyst op på Den Jyske Opera med en både scenisk og sanglig fornem Fru Ingeborg i ”Drot og Marsk”. Til sommer kan vi glæde os til at se og høre den talentfulde sopran som Fiordiligi i ”Cosi fan Tutte” på Århus Sommeropera.

Caspar Phillipson har været viden omkring i repertoirelandskabet, siden han for snart fem år siden blev uddannet på Århus Teater Skuespillerskole. Caspar Phillipson er forblevet sin læreplads tro gennem alle årene, og det har givet ham en uvurderlig erfaring og en ballast, så han i dag er af de helt centrale skikkelser på Århus Teater. Han har spillet masser af musicals: ”Rocky Horror Show”, ”Les Miserables”, ”Carmen Negra” og ”Kameliadamen” foruden dramatik af Lars Norén og Arthur Miller, århusianerne så ham som den afstumpede hovedperson i ”A Clockwok Orange”, og senest var Caspar Phillipson den unge Hippolyt i Peer Hultbergs genfortalte græske drama, ”Fædra”. Senere på året gælder det rollen som Klint i Kasper Holtens opsætning af ”Genboerne” på netop Århus Teater. Det er et talent med stor spændvidde, der med denne pris får sin velfortjente anerkendelse.

Jesper Dræby er et godt eksempel på at også selvlærte har en chance i dansk teater, hvis talentet er stort nok. Jesper Dræby har både spillet den ”ægte” Shakespeare i ”The Loyal Shakespeare Companys” udgave af ”Othello” og i Heiner Müllers omskabte værk om dramaet om den danske prins — ”Hamletmaskinen”. Han har lavet børneteater i Comedievognen, og han var det lysende musikalske midtpunkt i sidste års Århus Revy, hvor han også skal være med i den tilstundende sommer. Men helt centralt i Jesper Dræbys hidtidige karriere var præstationen som titelindehaveren K i Franz Kafka forestillingen ”K” på Kaleidoskop i København. Et rystende og medrivende portræt af et dødsmærket menneske med et brændende blik mod den verden, han er ved at forlade. Et fornemt kunstnerisk resultat, som giver store løfter til fremtiden.

Maibritt Saerens
Det er endnu ikke et år siden at Maibritt Saerens blev uddannet fra Århus Teater Skuespillerskole, men mange har allerede bemærket sig en ung, løfterig scenekunstner. Hendes afgangsforestilling var Jokum Rohdes ”Guder: Fantomsmerter” og sammen med resten af holdet deltog hun i nytårsaftenfarcen ”Wa*Shå*Hva eller Nu?”, som den hed, da Leon Feder senere hentede opsætningen til Nørrebros Teater. Her viste Maibritt Saerens et dejligt grotesk og komisk talent som den gudsfrygtige norske jente i nationaldragt, Norun, der smider alle hæmninger i takt med at sprutten glider indenbords. Det var kosteligt. Her i foråret har Maibritt Saerens optrådt på Svalegangen i Århus, og man lagde også mærke til hendes fine fortolkning af stuepigen Julie i ”Kameliedamen” på Århus Teater.