Cookieregler

Stort program til Årets Reumert

23.04.2013

Bikubenfonden har sat alle sejl til for at skabe et af de største og festligste programmer i Årets Reumerts historie, når årets store scenekunstpris løber af stablen søndag den 5. maj på Operaen.

Således er der i år rekordmange medvirkende på scenen for at vise højdepunkter fra sæsonen, der er gået. Og publikum i salen og seerne hjemme i stuerne på DR K kan glæde sig til at blive underholdt af et program, der kommer grundigt rundt om hele scenekunsten med både musical, dans og klassisk teater på repertoiret.

Det helt store udtræk kommer fra Fredericia Teater, som aflægger visit med kæmpenummeret ”Prins Ali” fra den anmelderoste publikumssucces Disneys Aladdin – The Musical, som fik Europa-premiere på teatret i oktober og bl.a. har givet et stort gennembrud til unge Pelle Emil Hebsgaard, der i år er Reumert-nomineret for Årets Mandlige Birolle som Lampens Ånd. Hele 31 medvirkende står på scenen anført af bl.a. Pelle Emil Hebsgaard, Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Johannes Nymark.

En anden stor musicalsucces i denne sæson er Andrew Lloyd Webbers opfølger til The Phantom of the Opera - Love Never Dies - som i Daniel Bohrs iscenesættelse på Det Ny Teater blev en bragende succes med flotte anmeldelser og sæsonens største publikumssucces med over 100.000 solgte billetter. Et af de elementer, anmelderne især fremhævede var Louise Fribos præstation som Christine, ikke mindst i hovednummeret ”Kærligheden ser”, som netop er det nummer Louise Fribo og Det Ny Teater vil optræde med i Operaen.

Store anmelderroser var der også til Klaus Hoffmeyers opsætning af den danske teaterklassiker over dem alle, Holbergs Jeppe på Bjerget på Odense Teater. Det har bl.a. resulteret i to fornemme nomineringer til henh. Årets Forestilling og Årets Mandlige Hovedrolle til Anders Gjellerup Koch, der i rollen som Jeppe vil give sit bud på stykkets berømte åbningsmonolog i Operaen.

Fra Eventministeriet på Det Kongelige Teater diskes der op med ”Velcroballetten” fra forestillingen Ballet Stafet.Tim Matiakis og Sebastian Kloborg har koreograferet, og på scenen står de to kongelige balletdansere Susanne Grinder og Nicolai Hansen.

Endelig vil Johan Olsen fra Magtens Korridorer og resten af holdet bag Det Kongelige Teaters store rockbrag Frankenstein Genskabt trykke den af med et nummer fra forestillingen.

Udover uddrag fra en række af sæsonens højdepunkter, kan man glæde sig til at opleve Kristian Halken tage sin anden tørn som vært, mens Jeppe Kaas traditionen tro svinger taktstokken over det kompetente Reumert-orkester.

Hvis man vil opleve Årets Reumert LIVE i Operaen med et utal af skuespillere, sangere, dansere, politikere og folk fra alle dele af scenekunstens verden kan man fortsat nå at sikre sig billetter, hvis man skynder sig. Billetter kan købes på www.kglteater.dk, på tlf. 33 69 69 69 og i Det Kongelige Teaters Billetcenter på Kongens Nytorv. Billetterne koster fra 80 kr. til 350 kr.

Bikubenfonden lader i år indtægterne fra billetsalget gå ubeskåret til Børnehjælpsdagens kulturelle aktiviteter for børn og unge anbragt uden for hjemmet. Børnehjælpsdagen er en landsdækkende og upolitisk hjælpeorganisation stiftet i 1904. Organisationen arbejder for de 15.000 anbragte børn og unge der enten bor på en døgninstitution eller hos en plejefamilie i Danmark. Børnehjælpsdagen støtter de anbragte børn og unge med særlige oplevelser og events, som blandt andet kan styrke deres selvværd og kompetencer.

Årets Reumert 2013 finder sted i operaen 5. maj kl. 19.00. Seerne kan se med let forskudt på DR K fra kl. 21.00 til 23.00.

Læs mere om Årets Reumert på www.aaretsreumert.dk og følg med på www.facebook.com/aaretsreumert 

Bredspektret program til Årets Reumert

Fredericia Teater, ”Prins Ali” fra Disneys Aladdin – The Musical.

Det Ny Teater, ”Kærligheden ser”, Love Never Dies

Odense Teater, uddrag fra Jeppe på Bjerget

Det Kongelige Teater, Eventministeriet, "Velcroballetten” fra forestillingen Ballet Stafet

Det Kongelige Teater, uddrag fra Frankenstein Genskabt

Billetter kan købes på www.kglteater.dk, på tlf. 33 69 69 69 og i Det Kongelige Teaters Billetcenter på Kongens Nytorv. Billetterne koster fra 80 kr. til 350 kr. Billetindtægterne går ubeskåret til Børnehjælpsdagens kulturelle aktiviteter for anbragte børn og unge.