Cookieregler

Scene og samtid

Tore Leifer, medlem af Reumert-juryen, har portrætteret dette års teatersæson i denne tekst, som også blev bragt i det trykte program til Årets Reumert-prisuddelingen.

 

Berlin! Berlin! Berlin!

Nazityskland marcherer ind over de danske scener.

Efter Aalborg Teater er det nu Det Kongelige Teater, der i ”Cabaret” skildrer de afgørende år, hvor Berlins storby-symfoni af frisind og modernitet blev afløst af nazismens vold og tyranni.

På Betty Nansen var SS-officeren Adolf Eichmann hovedperson: den pertentlige funktionær, der selv mente, at han blot havde udfyldt sin rolle som embedsmand.
Betty fortsatte med Gustaf Gründgens, den perfekte opportunist, der blev Nazitysklands mest feterede skuespiller. Den aldrende, men ikke angrende, Gründgens var også hovedperson på Får 302.

Odense Teater viste konsekvenserne af racehadet: massakren i den polske landsby Jedwabne i 1941, hvor nabo myrdede nabo.

Og Mungo Park viste vejen til nazismen med dramatiseringen af ”Lille mand, hvad nu?”, der ligesom ”Cabaret” foregår i de sidste år op mod Hitlers magtovertagelse i 1933.

For hvad er det, der sker med det lille, svigtede menneske, der bare drømmer om at skabe et liv for sin familie? Hvad sker der, når helt almindelige mennesker bliver radikaliseret? Den økonomiske krise, vi har gennemlevet i de seneste år, har været den værste siden 1930’erne. I flere lande flokkes vælgere om populistiske protestbevægelser på yderfløjene. Og vi ser unge mænd, der tiltrækkes af radikale ideologier, udøver terror og dræber uskyldige.    

Dansk teater har i år, i en mangfoldighed af kunstneriske udtryk, vist os, hvad der skete sidst. Da nazismen og hadet kom til magten i Europa.

Virkelighed! Virkelighed! Virkelighed!

Ibsens ”En Folkefjende” på Aalborg Teater sluttede som et borgermøde, hvor vi som publikum blev afkrævet stillingtagen til hovedpersonernes taler om løgn, sandhed og politiske hensyn. Men Aalborg Teater har også en rigtig borgerscene, hvor rigtige, levende mennesker (senest hjemvendte soldater) går på scenen med deres personlige historier. Det samme gælder Aarhus Teater.

I ”Ungdom” på République var det unge, der inviterede os ind i deres teltlejr af drømme og forventninger. Pludselig så vi os selv som unge og måtte gøre status over vores egne drømme. Men først måtte vi klæde om, efterlade vintertøj, sko og penge udenfor.

I Signas ”Ventestedet” blev publikum gjort til patienter på en psykiatrisk institution, iklædt patienttøj og frataget personlige genstande. Også her måtte publikum investere sig selv fuldstændig.

Virkeligheden marcherer ind på de danske scener, med rigtige mennesker og deres historier. Og med publikum som aktive medspillende.

Tove! Tove! Tove!

Næsten 40 år efter sin død oplever Tove Ditlevsen en kultstatus som aldrig før. Teaterkollektivet Sort Samvittigheds musikalske fortolkning af hendes liv og værk blev omgående udsolgt og måtte flyttes til en større scene. Samtidig er Sort Samvittighed billedside til den nye bog med Ditlevsen-tekster.

Tove Ditlevsen læses som hun ikke er blevet læst længe, hendes bøger er pludselig uopdrivelige i antikvariaterne, og unge digtere er direkte inspireret af hende i deres afsøgning af køn, sind og krop.

Tove-feberen fortsætter næste år, hvor Folketeatret og dramatikeren Jakob Weis efter ikonerne Herman Bang og Karen Blixen dramatiserer Tove Ditlevsens sidste, giftige ægteskab i 40-året for hendes selvmord.

Teatret kan på den måde stimulere læselysten og revitalisere glemte forfatterskaber.

Teatret griber ind i sin samtid. Det påvirker det, vi læser. Og det, vi tænker. Leve teatret!

Tore Leifer

Tore Leifer er cand. mag., programmedarbejder og studievært på DR’s P1 Eftermiddag.
Medlem af Reumert-juryen 2014-2016.

Find hele Årets Reumert-juryen her