Cookieregler

Flygtningen – mennesket i kunsten

10.05.2016

60 millioner mennesker i verden er på flugt, flere end nogensinde. Langt de fleste er fordrevet i deres egne lande og de såkaldte nærområder. Men flygtningestrømmene har nået Europa og kastet vores kontinent ud i en humanitær, politisk og moralsk krise.

60 millioner mennesker er så mange, at vi ikke rigtig fatter det. De store tal gør emnet svært at forholde sig til. Men måske kunsten kan vise os det enkelte menneske. Flygtningen, mennesket.

Kongelig skuespilchef Morten Kirkskov skrev i januar en omdiskuteret kronik i Berlingske om anstændighed og menneskesyn. På Reumert-salonen slog han fast, at skuespilchefen Morten Kirkskov også er mennesket Morten Kirkskov. Han kan ikke lægge bånd på hvad han mener som menneske. Desuden mener han, at teatret har evnen til at vise andre veje og tale magten imod. Men altid på en kunstnerisk måde, aldrig som talerstol.

I den nye sæson fremhævede han forestillingen ”Højskolesangbogen” som en oplagt opgave for en nationalscene. Det bliver en diskussion om kanon, national identitet og nationalfølelse – mens forestillingen ”Terror” vil vise, om mødet med terror ændrer vores syn på retfærdighed og samfundets love.

Kunstneren Nikolaj Bendix Skyum Larsen har i ti år arbejdet med immigration som tema i sin kunst. Han har arbejdet sammen med og filmet indiske migrantarbejdere i De Forenede Arabiske Emirater. Siden kom f.eks. et værk om ”junglen”, den midlertidige flygtningelejr i Calais. Og senest ”End of Dreams”, en installation af undervandsvideoer og skulpturer, der forestiller ligposer med druknede flygtninge.

Nikolaj Bendix Skyum Larsen siger selv, at han er født med en kolossal empati for andre mennesker. Han kan ikke lade være med at skildre migranter og flygtninge i sin kunst. Og hans håb er, at beskueren stopper op, føler og mærker de menneskeskæbner, det handler om. Så vi fra statistikken, kvoterne og de svimlende tal kommer til at mærke det enkelte menneske.

Birgitte Kirkhoff Eriksen er direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde, der ikke bare er et museum for den nyeste kunst, men som eksplicit arbejder med samfundets sociale, kulturelle, miljømæssige udfordringer med det formål at påvirke både vores nutid og fremtid.

I 2016 er temaet migration, og i lokalsamfundet har museet bl.a. rakt ud efter civilsamfundet i form af grupper som venligboerne og Roskilde flygtningevenner. Derudover vil museet gerne skabe en platform for kunstnere med flygtningebaggrund, og åbner en udstilling med herboende kunstnere fra Syrien og Afghanistan.

I år er temaet på museet altså migration, næste år bliver det økonomi – og året efter kunne det meget vel blive klima, som alle fire paneldeltagere var enige om bliver det næste store tema i kunsten og kulturen.

Klaus Rothstein, kritiker, essayist og radiovært, understregede, at kunstens samfundsengagement er markant i øjeblikket. Migrationskrisen er frugtbar for kunstnerne, fordi store katastrofer er frugtbare, og kunstnerne er ofte hurtige til at reagere på store forandringer.

Fælles for kunstnernes værker er, at de ofte er individ-orienterede og båret af stor empati. Det gjaldt værkerne om krigen i Afghanistan, der var båret af empati med den enkelte hjemvendte, traumatiserede soldat. Og det gælder værkerne om flygtninge, der ofte emmer af empati med flygtningene som ofre.

Klaus Rothstein undrede sig over, at den udbredte migrationsskepsis og fremmedangst i befolkningen savner et kunstnerisk udtryk. Hvor er den flygtningefjendtlige eller civilisationspessimistiske kunstner, der i kunsten formår at udtrykke angsten for de forandringer, der sker i vores samfund?

Panelet diskuterede dette ”empati-regime” og talte om, hvor ofte det egentlig lykkes en kunstner, en forfatter, et teater, et museum eller en kunsthal at nå videre ud end til den empatisk-humanistiske kulturelite, som kommer for at blive bekræftet i sine egne holdninger?

Til slut var der interessante og skarpe spørgsmål fra publikum, bl.a. spørgsmålet om vores ”repræsentation” af flygtninge. Med hvilken ret ”bruger” vi andre mennesker og ”fremviser” dem, hvilket billede tegner vi af dem – og må ”hvide” skuespillere (som f.eks. i Mungo Parks ”Uledsaget”) fremstille flygtninge på scenen? Panelet svarede, at man skal være varsom med at stille krav til hvad kunsten ”må” og ”skal” – og understregede, at teater ikke er virkelighed, men at kunst handler om abstraktion.

Af Tore Leifer, studievært på P1 Eftermiddag og medlem af Årets Reumert-jury

I panelet sad:

Morten Kirkskov - Skuespilchef, Det Kongelige Teater
Nikolaj Bendix Skyum Larsen - Billedkunstner 
Birgitte Kirkhoff Eriksen - Museumsdirektør Museet for Samtidskunst, Roskilde
Klaus Rothstein - Journalist og forfatter til bl.a 'Flugten til Europa'

Moderator:
Tore Leifer - studievært på P1 Eftermiddag og medlem af Årets Reumert-jury

Reumert-salonen blev afholdt den 3. maj 2016 i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater