Cookieregler

Mød årets bedste scenografer!

21.05.2014

Den 27. maj kl. 17 kan du i Det Kongelige Teaters Balkonfoyer møde dette års tre Reumert-nominerede scenografer, som giver deres bud på scenografens rolle i dagens teater. Jakob Steen Olsen og Henrik Lyding – teateranmeldere på Berlingske og Jyllands-Posten og begge Reumert-jurymedlemmer – stiller spørgsmålene.

Vi kender skuespillerne og nogle gange også dramatikeren. Men hvad med instruktøren og scenografen?

To usynlige medspillere - den ene sørger for, at skuespillerne får formidlet dramaet så optimalt som muligt, den anden sikrer, at skuespillerne har en ramme at fortælle historien i.

Det kan være en dagligstue eller et bjerglandskab; det kan være malede bagtæpper eller abstrakte installationer - eller måske en næsten helt tom scene!

Men hvordan kommer scenografen frem til lige netop dén løsning?
Hvem bestemmer i sidste ende, hvordan det skal se ud – instruktøren eller scenografen?
Hvad koster en scenografi egentlig? Og en scenograf?
Mød årets tre Reumert-nominerede scenografer –

Christian Q. Clausen - "Huset" (Det Lille Teater)

Astrid Lynge Ottosen – "Skammerens datter 1 og 2" (Østre Gasværk Teater)

Palle Steen Christensen – "Metamorfoser" og "Sandmanden”(Det Kongelige Teater) og "Transformatoren" (CaféTeatret (S/H))

– og hør om deres arbejde og oplevelser med forestillingerne.

Hvad gik godt og hvad gik galt?
Blev det, som de havde drømt om?
Hvad har været deres værste opgave nogensinde?
Og deres bedste?
Hvad drømmer de om at få lov at lave engang i fremtiden?
Hvordan nåede de frem til netop den ide, der blev udgangspunktet for deres scenografi?
Har monsterstore scenografier taget magten fra skuespillerne og teatret?
Behøver det være så stort og så dyrt?
Eller så skrabet og bart?
Hvad skal en god scenografi kunne?

Jakob Steen Olsen og Henrik Lyding – teateranmeldere på Berlingske og Jyllands-Posten – stiller spørgsmålene, og årets tre Reumert-nominerede scenografer Christian Q. Clausen, Astrid Lynge Ottesen og Palle Steen Christensen giver deres bud på scenografens rolle i dagens teater.

Tekst: Henrik Lyding

Reumert-salon på det Kongelige Teater

Reumert-salon - 'Mød de Reumert-nominerede scenografer' i Balkonfoyeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Tirsdag den 27. maj kl. 17.00

Der er gratis adgang.

Reumert-salonens moderatorer

Henrik Lyding og Jakob Steen Olsen er moderator for Reumert-salonen med de Reumert-nominerede scenografer.

Henrik Lyding er teateranmelder på Jyllands-Posten og Reumert-jurymedlem. Han er dramaturg og instruktør på Pantomimeteatret i Tivoli. Desuden er han fast vært og anmelder i Teatermagasinet på DK4.

Jakob Steen Olsen er redaktør og teateranmelder på Berlingske og Reumert-jurymedlem.