Cookieregler

Pilou Asbæks anbefalinger til festivalen

11.06.2013

Skuespiller Pilou Asbæk kommer her med sine anbefalinger til CPH STAGE - Københavns nye teaterfestival, der byder på masser af spændende arrangementer i perioden fra 5.-16. juni.

Pilou Asbæk har udvalgt tre arrangementer, som han mener er ekstra anbefalelsesværdige under CPH STAGE:

Nr. 1: Jeg har og vil altid være fan af Mungo Park. De spiller "Forførerens dagbog". Velspillet, velskrevet og godt instrueret! Så hvis det stod til mig, skal du lade dig forføre og tage ind og se det på Husets Teater ASAP!
"Forførerens dagbog" blev opført under CPH STAGE på Husets Teater den 8. og 9. juni. Forestillingen er en del af Mungo Parks repertoire, og kan opleves i Lyngby Kulturhus i løbet af 2013 (red.).

Nr. 2: Dugfrisk dramatik er altid godt (næsten). Så hvad er federe end at se morgendagens dramatikere udfolde sig på Teatret ved Sorte Hest på fredag den 14. kl. 16? Hvis ikke det falder i din smag, kan jeg anbefale dig at finde en dramatikerkæreste, det har jeg nemlig selv. De er søde, sjove, kreative og jaaaa... sagde jeg søde?

Nr. 3: Flyvende grise!!!!! ikke så meget pis...se hvad de gale mænd finder på. Det er aldrig kedeligt og altid med en opfindsomhed, som opløfter, beriger og glæder. Jeg nyder ALTID deres forestillinger.
Flyvende Grise opfører forestillingen "Alting Står Åbent" på Frederiksbergscenen under CPH STAGE og Åbne Scener Frederiksberg den 14. juni kl. 17 og 20 og 15. juni kl. 18 og 22 (red.).