Cookieregler

Monna Dithmers anbefalinger til festivalen

04.06.2013

Monna Dithmer, Reumert-jurymedlem og Politikens teaterredaktør, kommer her med sine anbefalinger til CPH STAGE - Københavns nye festival, der byder på teater i alle afskygninger i perioden 5. - 16. juni.

Hvilken forestilling vil jeg gense, og hvorfor:
 'Arternes oprindelse' med Mungo Park, et vildt evolutionsridt med en søsyg Darwin, panfløjtespillende peruvianere, velvoksne øgler og ukuelige underbuksemænd. Grotesk fabulerende korporligt teater af den internationale instruktørveteran Jo Strømgren

Hvis du kun skal se én forestilling under festivalen:
Manifest 2083, den mest udfordrende og stærkt omdiskuterede forestilling set længe, simpelthen et must.

Hvor skal du starte? – hvis du ikke har været i teatret før?
Vælg noget i det fri, så du hurtigt kan smutte, hvis teaterklaustrofobien skulle blive for overvældende. Tag på audiowalk på Nørrebro med en efter sigende uforglemmelig fest samt efterfølgende koncert, eller tag et par børn i hånden og oplev gadeteater med Dansk Rakkerpak. De gæve komikveteraner huserer med 'Taxi Driver' på Frue Plads.

Festivalens Overraskelse:
Tag ud på Christianshavns Torv med Global Stories og 'Andre Øjne' og få en total etnisk makeover med assistance fra en skuespiller. Således sminket er dit fremmede jeg parat til at opleve byen på en ny måde.

Arrangement:
VRRRH SSCH SSCH (Solid Smoke and Ready-Made Sounds). Kirsten Delholm og Hotel Pro Forma har da festivalens mest lovende titel - og et tilbud om at komme og blive røgforgiftet. En performanceinstallation med "Tyk luft. Tæt røg. Lyden af kogende vand. Fugle skriger. Gennemtræk".  What more do you want?