Cookieregler

Kan man være bange for dans?

Dansen er blevet voldsomt populær. Ikke bare ’Vild med Dans’, men mange slags ny dans på nye scener. En Reumert-salon hos Aaben Dans i Roskilde viste også, at dansen er et eftertragtet samtaleemne.

Da vi afholdt en Reumert-salon hos Aaben Dans i Roskilde den 9. februar 2014, var det under titlen: ’Hvordan kan man holde op med at være bange for dans?’. I panelet sad Monna Dithmer, der er danseanmelder ved Politiken og medlem af Reumert-juryen – og Thomas Eisenhardt, der er koreograf og kunstnerisk leder af Aaben Dans sammen med den tidligere danser Lisbeth Klixbüll, der nu er kompagniets administrative leder.

Men nej. Der var ingen af de tre, der viste sig at være bange for at se dans. Til gengæld afslørede åbningsspørgsmålet tre andre slags danseangst hos disse tre danseprofessionelle.

Thomas Eisenhardt fortalte, at han bliver svedig ved tanken om at skulle danse til fester – netop fordi folk tror, at han kender alle dansekoder, fordi han er professionel danser.

Monna Dithmer erklærede dansen sin livslange kærlighed. Men hun indrømmede, at hun havde været bange for klassisk ballet, de første gange hun skulle anmelde balletforestillinger – netop fordi hun ikke følte, at hun kendte til tåspidsdansens særlige koder.

Og Lisbeth Klixbüll mindedes nogle få, grufulde oplevelser som danser, hvor hun skulle gå på scenen og danse i en koreografi, som hun vidste ikke var vellykket.

Så langt, så godt. Denne Reumert-salon viste sig imidlertid først og fremmest at blive til et møde mellem publikum og danseprofessionelle – mellem dansetilskuere og koreografer, instruktører, danseformidlere, undervisere, administratorer, teaterforeningsfolk og kulturpolitikere. Snakken gik i hvert fald livligt, og meningsudvekslingerne var i høj grad præget af fortællinger fra det virkelige liv. Deltagerne havde lyst til at fortælle – og de forlod kun langsomt den lyse foyer med flyglet og de hvide møbler, da salonen var slut.

Som moderator i debatten kunne jeg naturligvis ikke bedømme, om denne Reumert-salon nu også gav de fremmødte det, de var kommet efter. Men jeg kunne mærke, at deltagerne havde en overstrømmende lyst til at tale om dans. Måske fordi de til Reumert-salonen kunne diskutere dans med andre danseelskere på en måde, som de ellers ikke rigtig har mulighed for. Og fordi de kunne dele gode danseidéer med hinanden. Både scenedansen i København, dans for børn på skoler og dans som politisk prioritering fik ord med på vejen.

Reumert-salonerne vil antagelig få forskellige formater fremover – fra kendismøder til debatter, backstage-introduktioner og diskussioner af juryens arbejde. Disse mødeformer minder selvfølgelig om de arrangementer og møder, som mange teatre i forvejen skaber mellem teatret og publikum. Men her er de altså krydret med medlemmer af Reumert-juryen – og dermed med en tilbagevendende mulighed for at diskutere scenekunsten også med nationale briller.

Reumert-salonen hos Aaben Dans i Roskilde blev velsagtens mest af alt et passionsmøde. Et møde mellem danseelskere en oprigtig solskinstime en februarsøndag på Musicon.

Tak for dansen!

 

Anne Middelboe Christensen

Anne Middelboe Christensen er teateranmelder ved Dagbladet Information og Børneteateravisen.dk og medlem af Reumert-juryen siden 2008

Reumert-Salonen

Årets første Reumert-Salon foregik hos Aaben Dans i Roskilde den 9. februar.

Panelet:

Thomas Eisenhardt, danser og koreograf og kunstnerisk leder af Aaben Dans

Lisbeth Klixbüll, kompagniets administrative leder

Monna Dithmer, Reumert-jurymedlem og teateranmelder ved Politiken

Moderator:

Anne Middelboe Christensen, Reumert-jurymedlem og teateranmelder ved Information