Cookieregler

Hassan Preisler om aktualitetsteater

Hassan Preisler, skuespiller, forfatter og co-kunstnerisk leder af danskdansk, var en af de tre paneldeltagere til årets første Reumert-salon, der foregik på Mungo Park i Kolding den 16. marts. Reumert-salonen havde overskriften ”Aktualitetsteater – er det nu det nye?”. Her fortæller Hassan Preisler om sine erfaringer med aktualitetsteater til Rie Hammer, som er medlem af Reumert-juryen.  

Lad mig lige indlede med at fortælle, at jeg modtog denne besked, da jeg var på vej til reumert-salonen i Kolding. Den er vel konsekvensen af aktualitetsteatret, tænker jeg:

”Det er jo det rene selvmord og direkte respektløs af jer at føre en så hånlig satire i ytringsfrihedens navn ! Ekstremister ser verden sort og hvid - i kan ikke forklare nogen at det her blot er humor. I håner profeten og i bliver med 100 procent Nr. 1 som næste mål. I slipper aldrig levende fra det her. Og takket Være jeres unødvendige provokation kommer hele Danmark til at bøde for det !”

Det er slet ikke det, vores kabaret vil eller gør. Vi krænker ikke profeten, og vi ønsker at binde folk sammen ved hjælp af satiren, ikke skille dem fra hinanden - eller forhåne én bestemt gruppe.

- Hvad er aktualitetsteater for dig, og hvad skal det kunne?

Det er svært at lave aktualitetsteater, når vi baserer vores forestillinger på ansøgninger, der sendes ind to år før, vi spiller forestillingen. Endnu sværere er det, fordi vi i vores branche isolerer os, som vi gør. Vi forsøger at interessere os for vores samtid men kommer ofte til at lave navlepillende og forældet teater.

Denne gang blev vi indhentet af virkeligheden. Først Charlie Hebdo, siden Krudttønden/Synagogen. Det var chokerende. Vi er ikke gearet til at være samfundsrelevante, sådan som vi pludselig blev det; hverken følelsesmæssigt eller praktisk. Det var virkelig svært, hårdt, grænseoverskridende, for det kræver stort mod og stor fleksibilitet at lave kunst, der er i trit med virkeligheden. Men aktualitetsteater er vel netop det teater, der stiller sig til rådighed for nutiden; nutiden, der ikke kan beskrives to år før den udspiller sig. Aktualitetsteatret vibrerer med sin samtid.

Vi har på Perker Cabaret haft publikummer, der har sagt, at det at være inde og se kabareten var en så rå og reel oplevelse, at man følte, at man sad og betragtede den virkelighed, som er der ude, men filtreret af kunstnere, sådan at den var til at rumme. Uden at skulle vende den ryggen. Uden at skulle distancere sig, f.eks. ved hjælp af fastlåste positioner.

- Hvad er det for en form for aktualitetsteater, I har skabt?

Vi har lavet en satirisk kollage over forestillingerne om ”dem” og ”os”. Vi udstiller forestillingerne og gør grin både med behovet for at skabe disse forestillinger og med selve det udtryk, som forestillingerne har. Altså: Vi latterliggør flygtningen Ibrahim, sådan som vi forestiller os ham, men vi gør især grin med ”vores” kærlighed til den gode flygtningehistorie. Vores overdrevne kærlighed, ikke til Ibrahim, men til vores egen idé om os selv som frelserne.  Vi glemmer ham. Han er ikke længere det væsentlige. Det er os selv, der er i fokus.

- Hvilken form for aktuelt stof har i inddraget, hvorfor netop dette, og hvordan har I fået det til at fungere i forestillingen?

Vi har lavet en Berlinercabaret i 30’er-stil og kaldt den ’Perker Cabaret’. På vores plakat er en kollage over en kvinde, der er kvart eskimo, kvart Josefine Baker, kvart Alladin og kvart sikh. På scenen er de allermest aktuelle problematikker under behandling: Offerrollerne, de sorte får. Den unge muslimske kvindes frigørelsesønske. De forbudte ord. Censuren, den kvælende. Hensynet, det dræbende. Frygten, den lammende.

F.eks. har vi skabt en kærlighedsduet i ’Abba – the movie’-stil mellem, på den ene side, en politiker, en højreorienteret kvinde, og hendes længsel efter sin indre humanist, og på den anden side en hellig krigers længsel efter sit lille Danmark. De er begge fanget i en krig om demokrati, og de ønsker begge noget andet. I Perker Cabaret er der også et forsvar for tvangsægteskabet: Det endorfinfri rum, hvor det ikke er den desperate forelskelse, der dikterer, men forældrenes erfaringer og fornuft.

- Hvad ønskede du, forestillingen skulle kunne – og hvordan fik du/I den derhen?

Vi har mødt og interviewet folk, vi ellers ikke ville udsætte os for. Ikke for at skildre dem, men for at flytte os selv: Eva Agnete Selsing, Uwe Max Jensen, osv.  Vi har læst anderledes litteratur end den, vi plejer. Vi har talt med hjemvendte syrienskrigere, der fortæller, hvordan de lå i skyttegraven og drømte om rudekuverter, strøgshawarma og Pia Kjærsgaard, og unge muslimske kvinder, der hånes og trues dagligt, fordi de går i lårkort eller deltager i debatten om reformeringen af Islam. Blandt andet fordi, der er mange ufortalte historier, der skal fortælles. Der er bevægelser i gang, som skal understøttes. Vi ønskede, at kabareten skulle kaste boldene op i luften i det her felt, ”dem” og ”os”, som keder os alle til døde. Vi ønskede at gøre det sjovt og attraktivt at forholde sig til. Fordi vi ønsker forbindelse mellem mennesker!

Vi har insisteret på, at vi ikke, ikke på noget tidspunkt, vil sige det, der forventes af os. Det, der er det rigtige at sige. Det, der er så korrekt, at man får en smule kvalme, når man siger det. Når noget blev forudsigeligt, så vender vi det på hovedet.  F.eks. i scenen med Den Gode Indvandrer, der hele tiden skal forsvare og forklare sig, der ikke kan holde ISIS ud, fordi de ødelægger det hele for ham. Men kun fordi de afslører hans plan om at indføre kalifatet. Hans taktik er at være velintegreret, sådan at han kan snige Islam ind på os alle sammen.

- Hvilke udfordringer mødte du undervejs i arbejdet med stoffet, iscenesættelsen og det tematiske indhold?                 

Frygt, angst og bæven. Ud over det sædvanlige. På den ene side: Frygt for at støde, krænke, dø. På den anden side: Frygt for at ende, sådan som vi tidligere er endt: Pæne, polerede, ufarlige.

- Hvilke politiske efterklange håber du, forestillingen kan give?

Vi håber allermest på, at denne kabaret vil give os den fælles følelse af, at vi alle er idioter. Det er det, satiren kan. Den forbinder alle os klaphatte, der går rundt i livet og forsøger at orientere os ved at indtage positioner. Positioner, der får os til at tro, at vi er mindre idiotiske end de andre. Positioner, der skal frelse for den ultimative ydmygelse, som døden er. Hvis vi kan grine sammen, så er vi ikke alene. Heller ikke i døden.

Teater danskdansk

Teater danskdansk’s første forestilling hed Den Hvide Mand og spillede på Teater GROB, herefter blev de huskompagni på Østre Gasværk Teater, hvor de lavede Media Machine og Frelserne. Efter to år flyttede de til Den Røde Plads og grundlagde byrums-paraplyen Teatergrad sammen med Det Flydende Teater. Danskdansk’s første forestilling i det ny regi hed 'Oprørt!'. 'Perker Cabaret', som Hassan Preisler er instruktør på, er danskdansk’s seneste produktion.

Hassan Preisler

Hassan Preisler er skuespiller, forfatter og co-kunstnerisk leder af danskdansk. Han bor på Nørrebro og har lige fået hemmelig adresse og telefonnummer af sikkerhedsmæssige årsager.

Reumert-salon

Årets første Reumert-salon havde overskriften 'Aktualitetsteater - er det nu det nye?'. Salonen foregik på Mungo Park Kolding efter forestillingen 'Folkeskolereformen'.

I panelet sad direktør for Mungo Park Kolding Lasse Bo Handberg, adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS, Søren Friis Møller og skuespiller og kunstnerisk leder for danskdansk Hassan Preisler.

Rie Hammer, som er Reumert-jurymedlem, agerede moderator for paneldebatten.