Cookieregler

Drømmer jeg - eller er jeg vågen?

Var vel nok den første lettere teatralske tanke jeg tænkte, da det blev en realitet, at Reumert-prisuddelingen 2014 vil foregå søndag den 22. juni på afslutningsdagen af CPH STAGE, og heldigvis - ja, så var jeg vågen!

Danmarks nye teaterfestival CPH STAGE, så første gang dagens lys i juni 2013, skabt på initiativ af en række små teatre i København i klædeligt og glædeligt samarbejde med de store københavnske teatre og det Kongelige Teater, samt allerede første år også med deltagelse af flere teatre fra provinsen.

At Bikubenfonden nu har valgt at placere Reumert-prisuddelingen på festivalens sidste dag giver virkelig god mening og vil forhåbentlig fremadrettet skabe endnu mere synergi og opmærksomhed til dansk teater. Måske man ligefrem, allerede i år, vil kunne opleve nogle af de Reumertnominerede teatre, forestillinger, instruktører, scenografer og skuespillere på CPH STAGE - publikum vil i så fald få en kærkommen ekstra mulighed for, at nå, at se disse, og forhåbentlig vil man - på længere sigt - kunne opleve endnu flere nominerede teatre, forestillinger og kunstnere ”live” på festivalen.

Men festivalen CPH STAGE er andet og mere end de enkelte teatres forestillinger, de deltagende scenekunstnere og en Reumert-prisuddeling. Den er, blandt meget andet, også det årlige teaterloppemarked på Højbro Plads, samt maskeballet på Østre Gasværk samme aften. Og den er, frem for alt, båret af en vision om, at vellykkede danske voksenteater-produktioner bør gives mulighed for at nå ud til flere publikummer end de af teatrenes forestillinger, som ikke lykkes …

Vi mener, at det er ekstremt vigtigt for scenekunstens fremtid, og danskernes fornemmelse for kunstarten, at vi i teaterbranchen bliver endnu bedre til at fortælle om, og vise, de af vores produktioner der lykkes, og dermed også bedre til at fokusere på succeserne og hylde disse, både vores egne og de andres, når de opstår, til glæde og gavn for os alle. Der er så mange positive historier at fortælle om dansk teater i disse år. Det er bare med at komme i gang!

Når dét er sagt, er det også en del af visionen, at teatrene, på sigt, kan vælge at bruge festivalen som løftestang og platform for nye spetakulære opsætninger, med Urpremiere i juni, og på dén måde samtidig være med til at forlænge teatersæsonen og skabe nye muligheder for, at gå i teatret også i den, gennem mange år, ellers temmelig ”teater-stille” sommertid.

Vi vil gøre vores for at CPH STAGE desuden bliver dansk teaters nye vindue til verden, og dén festival udenlandske teaterfolk vælger at besøge, hvis de vil opleve hvad der rør sig i det danske voksenteaterlandskab.

Vi arbejder målrettet på, at skabe mulighed for oversættelse og ”undertekstning” (via apps) af flere af forestillingerne, således, at endnu flere af disse vil kunne skabe interesse hos nye publikumsgrupper, som eksempelvis hørehæmmede, samt selvfølgelig udenlandske turister og herboende udlændinge.

Vi går efter, i forbindelse med dette års festival, at kunne præsentere minimum fem af de deltagende forestillinger med både danske og engelske undertekster. Dette antal skulle så meget gerne vokse sig endnu større med årene - og forhåbentlig vil det, på sigt, blive muligt, at opleve minimum 1 teaterforestilling om ugen, hele året rundt, i København, eller på Frederiksberg, med undertekster - og/eller - på et andet sprog end dansk. 

”Undskyld, hørte jeg rigtigt? - Hørte jeg dig snakke om ”teater-turisme” - her - i lille Danmark?” - ”Jamen, ja-da, lige præcis, det var faktisk lige præcis dét jeg mente, for hvorfor egentlig ikke? - altså, på lidt længere sigt, selvfølgelig? For der er faktisk rigtig mange spændende muligheder i dette - og mange drømme …”

Og lige meget hvad, så er dét, at København og Frederiksberg nu endelig har fået en årligt tilbagevendende festival for professionelt voksenteater en kæmpe sejr for branchen - og forhåbentlig vil fremtiden vise, at festivalen med årene bare vil vokse og vokse - både i betydning, antal deltagende teatre og forestillinger, scenekunstnere, samt sidst, men absolut ikke mindst - antal publikummer …

Men dén tid, den glæde - for ja, nu drømte jeg vist igen, - eller nej, for sidst jeg troede, jeg drømte, viste det sig jo, heldigvis, at jeg var vågen, så hvem ved:

- måske er fremtiden allerede ankommet … - Jeg skal, i alt fald, både i teatret, til loppemarked, til maskebal - og til Reumert-prisuddeling, i juni …

- Skal du med?

Pelle Koppel
Bestyrelsesformand for CPH STAGE 2014 & Teaterleder på TEATER V

Pelle Koppel

Pelle Koppel er dramatiker, instruktør og skuespiller og uddannet ved Aarhus Teater.

Han arbejder til dagligt som Teaterleder på TEATER V. Desuden sidder han som bestyrelsesformand for CPH STAGE 2014.

CPH STAGE

CPH STAGE afholder en teaterfestival, som løber af stablen den 11.–22. juni 2014.

Her præsenterer CPH STAGE hele 115 teatre og scenekunstgrupper fra hele landet, ti udenlandske forestillinger samt et samarbejde med Nordiske Scenekunstdage.

CPH STAGE er en åben teaterfestival, hvor kunstnere, teatre og producenter giver deres bud på den gode forestilling. Festivalen giver på den måde publikum mulighed for at gå på opdagelse i de forestillinger, som teatrene selv ønsker at fremhæve.

Festivalen afsluttes i år med uddelingen af Danmarks største scenekunstpris, nemlig Årets Reumert den 22. juni 2014.