Cookieregler

De nominerede til Årets Reumert 2017 er fundet

25.04.2017

I dag er de nominerede inden for 16 Reumert-kategorier blevet offentliggjort. Forestillinger og scenekunstnere fra både små og store forestillinger i hele landet er blevet fremhævet som noget særligt af juryen.

Den 10. juni bliver årets bedste og mest bemærkelsesværdige forestillinger og scenekunstnere hædret ved Årets Reumert i Skuespilhuset. Det er 19. gang, Bikubenfonden præsenterer landets største scenekunstpris, og i dag har Reumert-juryen udvalgt årets nominerede i 16 kategorier.

At blive nomineret i en kategori er en anerkendelse og et udtryk for, at den scenekunstpræstation, der ligger bag, har skilt sig særligt ud i den seneste sæson. Både små og store forestillinger og teatre i hele landet bliver fremhævet af juryen – Det Kongelige Teater er repræsenteret i flest kategorier, men også det lille københavnske Teater Sort/Hvid har gjort sig særligt bemærket med nomineringer i fem kategorier. Også Aarhus Teater og Aalborg Teater er repræsenteret flot i de forskellige kategorier.

Markante forestillinger i sidste sæson
I år har den aktuelle flygtninge situation og national identitet været gennemgående temaer inden for scenekunsten, hvilket blandt andet afspejler sig i nominerede forestillinger som Living DeadHøjskolesangbogenErasmus Montanus og Bertolt Brechts Svendborgdigte.

Der har desuden været mange revitaliserede klassikere med relevans for det moderne publikum at finde på teatrenes repertoire. Det kommer eksempelvis til udtryk i kategorien Årets Teaterforestilling, hvor alle de nominerede er klassikere.

Særligt forestillingen Lang dags rejse mod nat har fået mange nomineringer. Det psykologiske drama om de fire hårdt prøvede medlemmer af familien Tyrone er blevet nomineret i kategorierne Årets Teaterforestilling, Årets Instruktør, Årets Mandlige Hovedrolle, Årets Mandlige Ensemblerolle og Årets Scenedesign.

Der er både velkendte og nye ansigter repræsenteret blandt de Reumert-nominerede. Henning Jensen er nomineret til Årets Mandlige Hovedrolle for sin rolle i Lang dags rejse mod nat. Han har været nomineret adskillige gange og har modtaget Årets Hæderspris i 2014. De tidligere Årets Talenter (2015) Sicilia Gadborg Høegh og Ena Spottag er nomineret i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle.

Silas Holst er nomineret for første gang. Han er blevet nomineret i kategorien Årets Danser for sin rolle i musicalen Saturday Night Fever. I det hele taget har musicalgenren gjort sig særligt bemærket i år, og er også blevet nomineret i kategorierne Årets Sanger, Årets Mandlige Ensemblerolle samt Årets Musical/ Musikteater – disse tre nomineringer er givet på baggrund af Fredericia Teaters forestilling Klokkeren fra Notre Dame – The Musical om den udstødte klokker Quasimodo og den tapre og smukke sigøjner Esmeralda.

Nominerede ved Årets Reumert 2017

Årets Kvindelige Hovedrolle

  • Sicilia Gadborg Høegh, Happy Nation, Teater Katapult
  • Marina Bouras, Ren, Husets Teater
  • Ena Spottag, Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater

Årets Mandlige Hovedrolle

  • Henning Jensen, Med sne og Lang dags rejse mod nat, Det Kongelige Teater
  • Jesper Hyldegaard, Lampedusa, AKUT360, Kulturkontoret, Forsøgsstationen og Husets Teater
  • Andreas Jebro, Erasmus Montanus, Aarhus Teater og Sort/Hvid

Årets Kvindelige Ensemblerolle

  • Özlem Saglanmak, Sort Vand, Betty Nansen Teatret
  • Maria Rich, Living Dead, Aarhus Teater og Sort/Hvid
  • Hanne Windfeld, Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater

Årets Mandlige Ensemblerolle

  • Mads M. Nielsen, Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Fredericia Teater
  • Frederik Meldal Nørgaard, Under Gud, over loven, Von Baden
  • Peter Plaugborg, Lang dags rejse mod nat, Det Kongelige Teater

Årets Danser

  • Bo Madvig, Rammer, GLiMT, Vendsyssel Teater og Limfjordsteatret
  • Alba Nadal, Beginning and Ending, Det Kongelige Teater og A Naked Feeling, Dansk Danseteater
  • Silas Holst, Saturday Night Fever, The One and Only Company

Årets Sanger

  • Henriette Bonde-Hansen, I Puritani, Den Jyske Opera
  • Lars Mølsted, Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Fredericia Teater
  • Rasmus Fruergaard, Der var engang en sang, der hed Arne og Højskolesangbogen, Det Kongelige Teater

Årets Instruktør

  • Tue Biering, Dogville, Odense Teater
  • Katrine Wiedemann, Et vintereventyr, Republique
  • Morten Kirkskov, Lang dags rejse mod nat, Det Kongelige Teater

Årets Scenedesign

  • Adam Ryde Ankarfeldt og Magnus Pind Bjerre (videodesign), Jesper Kongshaug (lysdesign), Anne Mette Fisker Langkjer (scenograf), Wali Mohammed Barrech (kostumedesigner), Kristian Hverring (lyddesign og tonemester), NeoArctic, Hotel Pro Forma
  • Gehrt & Grarup, Erasmus Montanus, Aarhus Teater og Sort/Hvid
  • Christian Albrechtsen, Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater, Lang dags rejse mod nat, Det Kongelige Teater og Sort Vand, Betty Nansen Teatret

Årets Dramatiker

  • Jakob Weis, Hamlet in Absentia, NordicOpera
  • Lærke Sanderhoff, Lev menneske, Odense Teater og TEATRET
  • Thomas Markmann, Drengen der ville være vægtløs, Aalborg Teater

Årets Børne-/Ungdomsforestilling

  • Tre ben, Aaben Dans
  • Soldaten, Teatret Fair Play
  • Gerdas rejse, Teater Refleksion

Årets Musical/Musikteater

  • Klokkeren fra Notre Dame – The Musical, Fredericia Teater
  • Er der nogen? Ensemble Ensemble
  • Højskolesangbogen, Det Kongelige Teater

Årets Opera

  • Hamlet in Absentia, NordicOpera
  • Askepot, Den Jyske Opera
  • Dead Man Walking, Det Kongelige Teater

Årets Danseforestilling

  • Rystet spejl, Det Kongelige Teater
  • Giant Steps, Det Kongelige Teater
  • WoMAN & WOMAN, HimHerAndIt

Årets Teaterforestilling

  • Et vintereventyr, Republique
  • Erasmus Montanus, Aarhus Teater og Sort/Hvid
  • Lang dags rejse mod nat, Det Kongelige Teater

Årets Performance

  • KLINT, Lene Vestergård og Birgit Løkke
  • NeoArctic, Hotel Pro Forma
  • Interpassivities, Corpus og Eventministeriet, Det Kongelige Teater

Årets Særpris

  • Udsigter fra min bedstemors køkken, WunderVerk
  • Bertolt Brechts Svendborgdigte, Baggaardteatret
  • Living Dead, Sort/Hvid og Aarhus Teater

Årets Hæderspris
Offentliggøres ved Årets Reumert i Skuespilhuset den 10. juni.

Årets Talentpriser
Der uddeles 8 Talentpriser i år, og navnene offentliggøres i tiden op til prisuddelingen.

Oplev nominerede på CPH Stage

Har du lyst til at opleve nogle af de nominerede forestillinger spiller både Lang dags rejse mod nat, Lev Menneske, Bertolt Brechts Svendborgdigte, WoMAN & WOMAN og Lampedusa, der alle er at finde blandt de nominerede, på CPH STAGE festivalen, der løber fra 31. maj – 11. juni. På CPH STAGE har du desuden mulighed for at få indblik i juryens overvejelser bag nomineringerne, når der afholdes Reumert Salon. Se programmet her

Årets Reumert 2017 i Skuespilhuset

Årets Reumert vil i år foregå i Skuespilhuset lørdag den 10. juni, hvor prismodtagerne offentliggøres og hyldes af branchen. Dog vil Årets Talenter allerede blive offentliggjort i tiden inden prisuddelingen. Der er ikke billetsalg til showet i Skuespilhuset, men det er muligt at følge prisuddelingen via livestreaming på www.facebook.com/aaretsreumert. Her og på aaretsreumert.dk vil der desuden blive uploadet masser af stjernestunder fra aftenen i dagene efter prisuddelingen. Årets show er produceret af Det Kongelige Teater og iscenesat af instruktør Birgitte Næss-Schmidt med scenografi af Julian Toldam Juhlin.

Årets Reumert

Årets Reumert blev indstiftet i 1998 af Bikubenfonden. Formålet med Årets Reumert-priserne er at sætte fokus på den levende scenekunst både for at hædre nogle af vores største kunstnere og for at stimulere interessen for det levende teater i Danmark.

Juryen

Juryen, der nominerer og udpeger modtagerne af Årets Reumert-priserne, består af 15 kompetente personer med stor indsigt i den levende scenekunst. Det er fremtrædende danske teaterkritikere, kulturjournalister og markante kulturpersonligheder inden for branchen, der i fællesskab finder frem til nominerede og prismodtagere.

Juryen 2016-2017 består af:

  • Anne Middelboe Christensen, Teateranmelder, cand.mag., Information
  • Charlotte Mors, Kunstnerisk leder, cand.mag., Danseværket
  • Gregers Dirckinck-Holmfeld, Forfatter & teaterkritiker, Gregersdh.dk
  • Henning Sprogøe, Skuespiller og projektudvikler
  • Henrik Lyding, Teateranmelder, mag.art., Jyllands-Posten
  • Ida Krøgholt, Lektor i dramaturgi, Ph.d., Aarhus Universitet
  • Jakob Steen Olsen, Teaterredaktør, cand.mag., Berlingske
  • Lene Grønborg Poulsen, kulturjournalist og teateranmelder, cand.public
  • Lene Kryger, Kulturredaktør, Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis
  • Mads Thygesen, Rektor, Ph.d, Den Danske Scenekunstskole
  • Me Lund, Journalist og forfatter, mag. art.
  • Michael Bojesen, Dirigent, operachef for Malmø Opera
  • Monna Dithmer, Teaterredaktør, mag.art., Politiken
  • Rie Hammer, Ansvarshavende redaktør, Teater 1
  • Tore Leifer, Radiovært og programmedarbejder, cand.mag., DR

Desuden indgår følgende i Årets Reumert-jury:
Æresmedlem (ikke stemmeberettiget) 

  • Kreativ direktør Christian Have, Have Kommunikation

Bikubenfondens repræsentanter i Reumert-juryen: 

  • Direktør Søren Kaare-Andersen 
  • Chef for kulturområdet Mette Marcus 
  • Koordinator for Reumert-juryen Signe Bjerregaard Brok