Cookieregler

Man må gerne være kræsen

Måske burde vi kræve noget mere af hinanden, skriver Line Rosenvinge i dette blogindlæg, der bringes i forbindelse med Reumert-salonen "Om kunsten, virkeligheden og samfundet".

Mange mennesker er engageret i kunst og kultur, enten nydende eller ydende. Denne appetit på kulturen er umiddelbart sympatisk, men måske også en kende problematisk.

Hvad ville der ske, hvis kunsten kom for en dommer? Hvis kunstnere skulle forklare og forsvare, ikke bare rettigheden til at ytre sig, men også formen og indholdet? Kan vi kræve, at kunstnere redegør for meningen med det, de laver?

I Bergmans stykke RITUALET sker netop dette: en trup avantgardekunstnere skal forklare sig for en mand med slips og jakkesæt. Manden repræsenterer selve staten eller en form for myndighed. Kunstnerne skal ikke forklare sig for at sikre fremtidig økonomisk støtte, næ nej, de skal slet og ret forklare, hvad det egentlig er, de vil med publikum.

Det siges, at ethvert kunstværk kræver en modtager. Digtsamlingen i skrivebordsskuffen er ikke andet end personlige skriverier, førend teksten møder en læser. Værket skal møde verden. Ikke nødvendigvis for at blive forstået og anerkendt, men alene for at blive set og hørt.
Forhåbentlig evner vi dette møde med kunsten. Hvis mødet er ufrugtbart, bør vi måske kræve noget mere af hinanden; både på afsendersiden, som kunstner eller kulturproducent, såvel som på modtagersiden, som forbrugere af kunst og kultur.

Der vil altid være mennesker som mener, at kunst og kultur er noget pudseløjerligt noget, som får for megen statsstøtte og iøvrigt er samfundet uvedkommende. Som konsekvens forsøger aktørene indenfor kunst og kultur at udfolde, hvad det hele handler om. Kunstens og kulturens frembringelser fordøjes og anrettes spiseligt i en sådan grad, at der ofte er overhængende fare for, at frembringelserne taber bid og vid. Der skal jo sælges billetter, bevares. Men måske ikke for enhver pris.

Selvom jeg kan kan blive oprigtigt glad i låget over de folkemasser, der vælter ind gennem salene på visse store kunstmuseer i ind- og udland, så kan jeg også nogle gange blive helt vemodig og længes efter de museumsbesøg, hvor man kan være så heldig, at man næsten kan have en hel sal for sig selv, så man tyst kan tilegne sig et kunstværk, som taler til én. For hvad skal alle disse mennesker, ser de overhovedet kunsten?

For nylig sad jeg i en mellemstor teatersal til en intens forestilling, der handler om liv og død og menneskelighed. Efter tæppefald, da publikum forlod salen, hører jeg på vej ned ad trappen, parret bag mig tale sammen. "Skal vi så tage en drink?". "Tja, så er det bare spørgsmålet hvor". Jeg var lige ved at vende mig om og sige, at de ligeså godt kunne være blevet hjemme. Hvorfor udsætte sig selv for en så pågående teateroplevelse, hvis man umiddelbart efter oplevelsen kun har øje for, om der skal være kage til kaffen. Måske ville vi blive bedre til at møde kunsten og forbruge kulturen, hvis vi fastede lidt og blev rigtig sultne, og først da gå til fadet.

I mellemtiden kan den såkaldt vanskeligt tilgængelige kunst få lov at passe sig selv  –  og den ambitiøse kunst, som måske, måske ikke har mere bred appel, kan slippe for at blive befamlet i en sådan grad, at al finurligheden forsvinder.

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge er kunsthistoriker og forretningsudvikler

Reumert-salonen "Om kunsten, virkeligheden og samfundet" kan opleves på Teater FÅR302 den 10. juni under CPH STAGE.

Læs mere her