Cookieregler

Bikubens Hæderspris 2012

Tim Rushton, koreograf og leder af Dansk Danseteater

Direktør Søren Kaare-Andersens tale til Tim Rushton:

Årets hædersprismodtager gemmer sig inde i en lille krop. Men personen i denne krop skaber overvældende kunst for andre kroppe: Dans, der udfolder sig større og vildere, friere og frækkere — og smukkere — end nogen havde kunnet forestille sig.

Slet ikke dengang Den Kongelige Ballet ansatte denne beskedne englænder som korpsdanser tilbage i 1987. De sidste 11 år har du haft dit eget kompagni at kaste din lidenskab over. Og i disse år kulminerer dine koreografier for Dansk Danseteater, så både dansenørder og førstegangstilskuere lader sig forføre.

Denne sæson slog balletten "Love Songs" hovedet på sømmet — og satte prisen på kroppen.

Derfor må Bikubens Hæderspris 2012 gå til koreografen Tim Rushton.