Cookieregler

Bikubens Hæderspris 2009

Silja Schandorff

Nedenfor ses Bikubenfondens direktør, Michael Metz Mørchs tale til Silja Schandorff:

Kære Silja,

Der er sagt og skrevet så meget om dig, at det kan være svært at finde på noget nyt, så jeg håber, du bærer over med mig. Helst ville jeg selvfølgelig ha’ danset med dig, men det er desværre for sent.

Dans er en urgammel dramatisk, undertiden religiøs, mytisk, mystisk og sensuel udtryksform. Den findes i alle kulturer til alle tider, og den udtrykker typisk de store fællesmenneskelige temaer om liv og død, kærlighed og kult, lys og mørke.

I vores eget dejlige Danmark — jantelovens fædreland — hæmmes vi nok af de kulturhistoriske standarder, der bl.a. udtrykkes i dele af vor gamle sangskats værdier om ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, og ve den, der glemmer, at det skal ske ”på det jævne på det jævne og ikke i det himmelblå”. Det gør det ikke altid let at være en ener.

Heldigvis dukker der alligevel indimellem nogen op. Mennesker, der som du, er besjælet af både enestående talent, nysgerrighed og arbejdsdisciplin. Store skabende kunstnere, der har kraft og kvalitet til at løfte os væk fra det jævne og ud i det himmelblå.

Det har du gjort i en menneskealder. Lige siden du debuterede som mus og trædukke i ”Nøddeknækkeren” i december 1975 og indtil du dansede din afskedsforestilling i ”Giselle” den 8. april i år.Du har givet os den ene omgang gåsehud, kuldegysninger og strittende nakkehår efter den anden. Jeg har hørt, at du selv også har haft det, formentlig lige så tit, især lige før du skulle på!

Og på, det har du været. Lige siden du som 6-årig lille pige med store øjne blev optaget på én af verdens bedste balletskoler — Det Kongelige Teaters Balletskole — i sommeren 1975. Siden har Den Kongelige Ballet været eet af dine hjem og en meget stor del af dit liv. Det er vi mange, der er dybt taknemmelige for, og også lidt stolte af!

Din karriere har så mange højdepunkter og har været så righoldig, at det ikke er muligt inden for den afmålte taletid at dække det hele. Du har danset dig igennem hele dyreriget fra mus til svaner og igennem hele ballethistorien fra Bournonville og Petipa til Lander, Balanchine, Neumeier, MacMillan og Christopher Wheeldon.

Du har haft et utal af kreative topmøder med alle de store roller. Du har danset titelpartierne i bl.a. ”Sylfiden”, ”Caroline Mathilde”, ”Giselle” og ”Svanesøen” samt hovedpartier i ”Don Quixote”, ”Etudes”, ”Et Folkesagn” og ”Odysseen”. Din Sylfide har overbevist os alle om, at dette både skønne og grusomme væsen faktisk både findes og ikke findes. Din Manon gav de helt store gys, for slet ikke at tale om hede drømme.

Din Giselle var så hjerteskærende og — var samtidig med vanvid, død og undergang — så fuld af stærk forelskelse, tilgivelse og dyb menneskelig indsigt i kærlighedens inderste væsen.

Du har fået værker skabt direkte til dig selv af bl.a. John Neumeier, Ib Andersen, Anna Lærkesen, Kim Brandstrup og Tim Rushton. Du har danset med alle de store kompagnier i udlandet, bl.a. med New York City Ballet, hvor jeg især husker din Svanesø i januar 2000, med Boston Ballet og med National Ballet of Canada, for slet ikke at tale om dengang du som ganske ung ”svævesylfide” røg op under loftet i Chicago tilbage i sommeren 1980.

Du er en hel balletdanser, en sand ballerina med en fængslende udstråling, der forener formidabel teknisk kunnen med enestående disciplin og samtidig formår at få hele kroppen til at tale, ikke bare fødderne, men hele kroppen, ansigtet, øjnene, fingrene, hvert et led, hvert et lem. Intet er tilfældigt, det går op i en højere enhed i en fortælleform, der på én gang er kompleks og gribende enkel i sin ordløse fortællekunst.

Du bekræfter på din kontemporære måde Bournonvilles koreografiske trosbekendelse, der i den korte udgave jo går ud på, at dansen er en kunst, der forudsætter kald, kundskab og færdighed. En skjøn kunst fordi den stræber efter idealet ikke alene i plastisk, men i lyrisk og dramatisk henseende, en kunst, der skærper tanken, løfter sindet og forfrisker sanserne.

Du er i sandhed en del af det Bournonville kaldte ”Skjønhedskæden”, den ”kæde” der — igen frit efter Bournonville — er et betydningsfuldt moment i nationernes aandelige udvikling.

Du kan den sjældne kunst at få det mentale til at brænde igennem og sammen med det fysiske at få dansens udtryk hævet op i en højere sfære, op i det himmelblå, hvor rigtige åbenbaringer hører til.

Kort sagt, du er en Gudsbenådet kunstner, og det er med stor glæde, at jeg — på vegne af Bikubenfonden — hermed overrækker dig Hædersprisen 2009.