Cookieregler

Bikubens Hæderspris 2006

Modtager af Bikubens Hæderspris 2006 blev Thomas Lund

Bikubenfondens direktør Michael Metz Mørch holdt talen til Thomas Lund:

"Tænk, at kunne tale med kroppen. Tænk, at kunne fortælle et eventyr med fødderne, med hænderne, med armene, med benene. Tænk, at kunne digte uden ord, at kende og kunne kroppens grammatik, at sætte punktum med hælen, komma med hånden og udråbstegn ved et kast med hovedet. Tænk, at kunne ophæve tyngdeloven som balstyrig badutspringer.

Kære Thomas! Du fulgte din barnedrøm om at stå på scenen — og allerhelst som danser. Som 11-årig blev du elev ved Det Kgl. Teaters Balletskole — og lige siden har du været en enestående og trofast sjæl over for din metier og Den Kgl. Ballet. Du valgte at blive, selvom du sagtens kunne være gået ind i dansens globale kredsløb. Du valgte at blive og bevare Bournonville-traditionen, videreudvikle den og give den et nutidigt udtryk.

Du er din generations bedste Bournonvilledanser — du kan det hele! Kombinationen af din teknik og dit mimiske talent gør dig til en ener. Med din professionalisme er du gået hen og blevet en institution i institutionen - en base for hele korpset. Du har viet de sidste 20 år af dit liv til balletten. Det har ikke bare gjort dig til solodanser. Du er også instruktør, underviser og koreograf; ja, du er med jo rette blevet kaldt en rigtig balletnørd.

Sidste sommer nåede kritikernes påskønnelse af din kunst et foreløbigt højdepunkt, da du af 40 internationale balletkritikere blev valgt til årets bedste mandlige danser. I hele verden, vel at mærke. Og det forstår jeg søreme godt, for du viser os, at dansen er kroppens og sjælens hemmelige sprog. Ja, med din dans viser du os vores menneskelighed.

Den store balletmester George Balanchine har sagt, at ”en ballet ikke kan fortælle en kompliceret historie. Man kan ikke danse synonymer.” Men det må være, fordi han ikke levede længe nok til at se dig danse! I mine øjne danser du både synonymer og antonymer og så på alverdens sprog — det universelle sprog — ballettens.

En enig jury har valgt at give dig Bikubens Hæderspris 2006 og det er mig en ære at overrække dig prisen på Bikubenfondens vegne. Til lykke!"