Cookieregler

26 Årets Reumert-statuetter uddelt

22.06.2014

For første gang nogensinde blev Årets Reumert her til aften gennemført som en særforestilling og afholdt som festlig afslutning på landets nye store teaterfestival CPH Stage.

Dansk scenekunst blev fejret på behørig vis på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor uddelingen var tilbage efter to år på Operaen. Det var i år 16. gang, at prisen blev uddelt, og til stede var bl.a. Kronprinsparret og et væld af scenekunstnere og folk fra alle grene af branchen, mens seerne hjemme i stuerne kunne følge med på DR K. Det var i år også første gang, at billedkunstneren John Kørners nye Reumert-statuette af glas blev uddelt.

Henning Jensen modtog Årets Hæderspris

Et af aftenens absolutte højdepunkter var uddelingen af Årets Hæderspris. Prisen gik i år til en af dansk teaters helt store kæmper: Henning Jensen. Prisen blev motiveret og overrakt af Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen, som i sin motiveringstale bl.a. sagde:

”Sent i sit liv har Henning Jensen sluppet noget løs i sig selv. Givet pokker i kontrol. Sprængt gamle rammer. Nu møder han rollen med hele sin personlighed. Lys, mørke, tvivl og tilgivelse. Og det har ført til nogle af karrierens største præstationer… Også i denne sæson har Henning Jensen sat sit dybt personlige aftryk på en stor sæson: Gamle Levin i ”Indenfor murene” var et blændende og bevægende portræt af landets sidste patriark i kærligt fald fra magten. Alle disse mænd har været stolte, stærke, skrøbelige – og samtidig besjælet af en ny mildhed. Over for sig selv og over for tilværelsen. De udgør et vidnesbyrd om skuespilkunst af allerhøjeste klasse. Lige til en hæderspris.”

Henning Jensen er den niende skuespiller, som modtager Årets Hæderspris. Prisen er uddelt 16 gange tidligere, hvor den er gået til skuespillerne Lars Mikkelsen, Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Ghita Nørby, Kirsten Olesen, Karen-Lise Mynster, Preben Kristensen, Jørgen Reenberg, operasangerne Lisbeth Balslev og Stig Fogh Andersen, balletdanserne Nikolaj Hübbe, Thomas Lund og Silja Schandorff, teaterinstruktørerne Nikolaj Cederholm og Klaus Hoffmeyer samt koreografen Tim Rushton.

Metamorfoser på Det Kongelige Teater kåret som Årets Forestilling
Der blev i alt uddelt 26 priser her til aften inkl. ti talentpriser. Det Kongelige Teater modtog prisen for Årets Forestilling for iscenesættelsen af Elisa Kragerups Metamorfoser. Dermed har hun i en alder af kun 34 år allerede modtaget prisen for Årets Forestilling to gange, ligesom hun også tidligere har modtaget prisen for Årets Instruktør to gange og Årets Musikteater. Teatret løb også med priserne for Årets Mandlige Hovedrolle til Søren-Sætter-Lassen for Strindbergs Faderen, Årets Scenograf til Palle Christensen for bl.a. Metamorfoser og Sandmanden, Årets Særforestilling for Eventministeriet og Mungo Parks Boys Don’t Cry, Årets Balletdanser til Alban Lendorf for Come Fly Away, Grand Pas Classique og Manon og Årets Opera til Otello.  

Prisregn over Aalborg Teater, Varmestuen og Madeleine Røn Juul

Også Aalborg Teater har haft en flot sæson, hvilket blev kvitteret for med tre priser. Marianne Høgsbro modtog prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle for sin præstation som Fru Levin i teatrets Indenfor Murene, mens der også var priser til teatret for Årets Mandlige Birolle til Andreas Jebro og Årets Musikteater/Show til musicalen En kort en lang.

En god aften havde forestillingen Varmestuen også. Anna Bro fik prisen for Årets Dramatiker, og Årets Kvindelige Birolle gik til Margrethe Koytu, som var nomineret for første gang.

Madeline Røn Juul blev for anden gang i karrieren kåret som Årets Instruktør, i år for hele tre iscenesættelser: Fruentimmerskolen på Grønnegårds Teatret, Jeg hedder Bente på Teatret ved Sorte Hest og Hotel Nelson på Teater Grob. Operasanger Henriette Bonde-Hansen blev Årets Sanger for Lucia di Lammermoor på den Jyske Opera, Granhøj Dans blev belønnet med Årets Danseforestilling for Rite of Spring – Extended, og Årets Børne/Ungdomsforestilling blev 4 EVER af Opgang2.

Ti talenter hyldet i salen

I år havde Bikubenfonden valgt at offentliggøre årets ti talentpriser på forhånd, men under aftenens show blev årets ti talenter hyldet på scenen, hvor talenterne som en særlig overraskelse fik overrakt deres statuetter af filminstruktør Susanne Bier.

I år blev der uddelt priser til én sanger, én instruktør, én dramatiker, én musical-performer, to dansere og fire skuespillere. De ti talenter er:

•    Lise Davidsen, sopran, uddannet fra Operaakademiet i København i foråret 2014. Har medvirket i Flagermusen og Otello på Det Kongelige Teater.

•    Benita Bünger, balletdanser, uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2010 aspirant ved Den Kongelige Ballet og i 2012 ansat som korpsdanser. Har bl.a. medvirket i Nøddeknækkeren, Det forsømte forår og Come Fly Away.

•    Benjamin Stender, skuespiller, uddannet på The European Academy of Dramatic Arts i Rom i 2012. Har medvirket i Woman In Black for That Theatre Company, der spiller engelsksproget teater i Danmark.

•    Rasmus Ask, instruktør på Gammeljomfruen og tyven på Det Kongelige Teater. Desuden kunstnerisk leder af teatret Momentums VOL 7 i Odense.

•    David Price, danser, uddannet fra Skolen for Moderne Dans (Statens Scenekunstskole) i København i 2011. Har medvirket i Viva Vive! for Black Box Dance Company.

•    Kirstine K. Høgsbro, dramatiker bag Lugter det lidt af lykke? Uddannet psykolog og yogalærer. Desuden dramatikeren bag Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig.

•    Patrick Terndrup, performer, uddannet på Det Danske Musicalakademi i 2012. Har medvirket i Young Frankenstein på Fredericia Teater og er aktuel i Fredericia Teaters opsætning af Den Lille Havfrue.

•    Esben Smed, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2013. Har medvirket i Liberty på Teater Nordkraft og spiller med i Woyzeck på Det Kongelige Teater.

•    Asbjørn Krogh Nissen, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2012. Har medvirket i Hærværk og Onde ånder på Det Kongelige Teater.

•    Sophie Zinckernagel, skuespiller, uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2013. Har medvirket i Bye Bye Yue Yue på Teater Katapult.

Årets Reumert gennemført som stjernebesat særforestilling

For første gang nogensinde blev Årets Reumert gennemført som en særforestilling, instrueret og skrevet specielt til lejligheden af henholdsvis Minna Johannesson og Henrik Szklany. Forestillingen, der var et festfyrværkeri af overraskelser, hed Mit liv som træ – en Reumert-drøm og havde over 30 medvirkende fra alle grene af dansk scenekunst på rollelisten, bl.a. Andreas Jebro, Stine Stengade, Kirsten Olesen, Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Marie Bach Hansen, Peter Plaugborg, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Gert Henning-Jensen, DR VokalEnsemblet og Alban Lendorf.

Forestillingen handlede kort fortalt om to statister, som hvirvles ind i Årets Reumert 2014-forestillingen – en midsommerfest i et Macbeth-agtigt univers, hvor scenekunstens største stjerner hylder kunsten og uddeler Reumert-priser.

Forestillingens scenografi og kostumer var skabt af Johanne Eggert, mens aftenens kapelmester var Joakim Pedersen.

Fakta

Se tv-transmissionen af Årets Reumert 2014 på DRK

Forestillinger (og præstationer), der har haft premiere fra den 8. april 2013 til og med 4. maj 2014, har kunnet komme i betragtning til at modtage en Reumert-pris.