Cookieregler

Årets Reumert præsenterer scenekunstens nye talenter

04.06.2014

Hermed løftes sløret for de ti navne, som er blevet udnævnt til at være dansk scenekunsts nye store talenter – og som således vil modtage de særlige talentpriser ved Årets Reumert den 22. juni. Hvert af de ti navne modtager foruden prisen også 20.000 kroner, ligesom de alle vil blive portrætteret på DR K i ugen op til Årets Reumert.

Tidligere er modtagerne af de særlige talentpriser ved Årets Reumert først blevet offentliggjort ved selve overrækkelsen af priserne. Men i år ønsker Bikubenfonden, der står bag Årets Reumert, at sætte særligt fokus på talenterne. Derfor offentliggøres de ti navne allerede nu, og den samlede oversigt kan ses herunder.
Foruden priserne modtager talenterne 20.000 kroner hver. Desuden vil de blive skildret i små portrætter på DR K i ugen op til Årets Reumert, som i år afholdes den 22. juni på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Mange prominente navne blandt tidligere modtagere
Der er stor grund til at glæde sig over at modtage prisen. Blandt de tidligere modtagere finder man nemlig en række af Danmarks mest prominente navne inden for film, tv og naturligvis teater.
Det gælder eksempelvis Stine Stengade, Thure Lindhardt, Birgitte Hjort Sørensen, Jonathan Spang, Mia Lyhne og Patricia Schumann.

Stor spændvidde blandt talenterne

Blandt dette års ti talentprismodtagere finder man fire skuespillere, to dansere, en instruktør, en dramatiker, en sanger og en musicalperformer:

  • Lise Davidsen, sopran, uddannet fra Operaakademiet i København i foråret 2014. Har medvirket i Flagermusen og Otello på Det Kgl. Teater.
  • Benita Bünger, balletdanser, uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Blev i 2010 aspirant ved Den Kongelige Ballet og i 2012 ansat som korpsdanser. Har bl.a. medvirket i Nøddeknækkeren, Det forsømte forår og Come Fly Away.
  • Benjamin Stender, skuespiller, uddannet på The European Academy of Dramatic Arts i Rom i 2012. Har medvirket i Woman In Black for That Theatre Company, der spiller engelsksproget teater i Danmark.
  • Rasmus Ask, instruktør på Gammeljomfruen og tyven på Det Kongelige Teater. Desuden kunstnerisk leder af teatret Momentums VOL 7 i Odense.
  • David Price, danser, uddannet fra Skolen for Moderne Dans (Statens Scenekunstskole) i København i 2011. Har medvirket i Viva Vive for Black Box Dance Company.
  • Kirstine K. Høgsbro, dramatiker bag Lugter det lidt af lykke?. Uddannet psykolog og yogalærer. Desuden dramatikeren bag Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig.
  • Patrick Terndrup, performer, uddannet på Det Danske Musicalakademi i 2012. Har medvirket i Young Frankenstein på Fredericia Teater og er aktuel i Fredericia Teaters opsætning af Den Lille Havfrue.
  • Esben Smed, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2013. Har medvirket i Liberty på Teater Nordkraft og spiller med i Woyzeck på Det Kongelige Teater.
  • Asbjørn Krogh Nissen, skuespiller, uddannet på Statens Scenekunstskole i 2012. Har medvirket i Hærværk og Onde ånder på Det Kongelige Teater.
  • Sophie Zinckernagel, skuespiller, uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2013. Har medvirket i Bye Bye Yue Yue på Teater Katapult.

Juryens motiveringer til årets talentprismodtagere

Lise Davidsen er uddannet fra Opera-akademiet ved Det Kongelige Teater i 2014. Hun debuterede med en overbevisende Rosalinde i ”Flagermusen”. Og tidligere i denne sæson udfoldede hun sin formidable stemme som Emilia i Verdis ”Otello”. Udlandet har allerede sendt bud efter hende, og der tegner sig en smuk fremtid for hende som dramatisk sopran.

Benita Bünger er uddannet fra Det Kongelige Teaters Balletskole og
optaget som korpsdanser i Den Kongelige Ballet i 2012. I ”Come Fly Away” overrumplede og charmerede hun alle med en imponerende teknik, der mestrede både de skarpe, jazzede vinkler og de højtflyvende fødder. Et oplagt dansertalent med masser af såvel smil som dramatik i kroppen.

Benjamin Stender er skuespiller og uddannet ved The European Academy of Dramatic Arts i Italien i 2012. Hans debut i gyseren ”A Woman in Black” hos That Theatre på Krudttønden viste ikke bare, at han mestrer en ulastelig engelsk udtale. Han afslørede også en kropslig smidighed, der var så uhyggeligt gotisk, at teenagerne hvinede af skræk. Et spooky talent.
 
Rasmus Ask er uddannet instruktør fra Statens Scenekunstskole i 2012. På Odense-teatret Momentum har han uforfærdet stået for en hel trilogi af moderne action-forestillinger. Hans sikre talent for psykologiske gys ramte også operagenren, da han på Det Kongelige Teater instruerede ”Gammeljomfruen og tyven” om hengemte kvinder og stærke lidenskaber.

David Price er danser og uddannet ved Skolen for Moderne Dans i 2011. I Black Box Dance Companys allerførste forestilling ”Viva, Vive!” på Musikteatret Holstebro stjal han scenebilledet med sin udstråling. Og hans lyshårede fyrighed slog gnister, når han konkurrerede med de sorthårede brasilianske dansere om at hvirvle vildest. Her er en mand med hurtige ben!

Kirstine K. Høgsbro er autodidakt dramatiker. Hendes uddannelse som psykolog er dog det perfekte afsæt for en underholdende og spot-on skildring af det moderne menneske – i eller uden for parforholdet. Fuld af grotesk humor fastslog monologen ”Lugter det lidt af lykke?”, at vores menneskelige tragedie bestemt ikke kun er til at græde over.

Patrick Terndrup er uddannet fra Det Danske Musicalakademi i 2012. I den tossede Mel Brooks-musical ”Young Frankenstein” på Fredericia Teater var han lige ved at løbe med det hele som videnskabsmandens underdanige hjælper. Med en tegneseriefigurs hurtighed var han en charmerende sprællemand. Skør, skøn og skæv. Sikke et pukkelarbejde.

Esben Smed er skuespiller og uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2013. I ”Liberty” på Teater Nordkraft viste han en ukuelig naivitet som hvid danskerdreng i et fattigt, sort Tanzania. Hans følsomhed krakelerede, da forældrenes overklassekynisme overtog hans sind – og til sidst var han fanget i sin ensomme brutalitet. Uhyggeligt overbevisende.

Asbjørn Krogh Nissen er uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2012. Som den 'dæmoniske' digter Steffensen i Det Kongelige Teaters ”Hærværk” bekræftede Asbjørn Krogh Nissen talentets bærekraft. Destruktivt underminerede han hele borgermusikken. En flot, uforudsigelig præstation af et tårnhøjt talent, der gik lige ind på scenen og gjorde sig gældende.

Sophie Zinckernagel er uddannet skuespiller fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i 2013. Med usædvanligt stærkt nærvær viste hun sit store register i ”Bye Bye Yue Yue” på Teater Katapult som dramatikeren Line, udstoppet med hvidt papir og sort skrift. En af de sjældne gange, skuespiller og forestilling smelter sammen. Imponerende.

Juryen

Juryen, der i denne sæson nominerer og udpeger modtagerne af Årets Reumert-priserne, består af 12 kompetente personer med stor indsigt i den levende scenekunst. Det er fremtrædende danske teaterkritikere, kulturjournalister og markante kulturpersonligheder inden for branchen, der i fællesskab finder frem til nominerede og vindere.

Juryen består i sæsonen 2013-14 af:
Cand. phil. Janicke Branth
Forfatter og teaterkritiker, Gregers Dirckinck-Holmfeld
Redaktør, mag. art. Monna Dithmer, Politiken
Direktør Litten Hansen
Instruktør og skuespiller Jan Hertz
Teateranmelder, mag. art. Henrik Lyding, Jyllands-Posten
Teaterredaktør, cand. mag. Jakob Steen Olsen, Berlingske
Mag. art. Me Lund
Teateranmelder, cand. mag. Anne Middelboe Christensen, Information
Lektor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet, Janek Szatkowski
Dramaturg, mag.art. i teatervidenskab, Alette Scavenius
Dramachef Piv Bernth, DR

Reumert-portrætter vises på DRK

Se portrætter af Reumert-talenterne på DRK

Skuespiller Esben Smed

16. juni 2014 kl. 05:05
16. juni 2014 kl. 08:25
16. juni 2014 kl. 19:55

Danser David Price

16. juni 2014 kl. 20:55
22. juni 2014 kl. 19:47

Skuespiller Benjamin Stender

17. juni 2014 kl. 05:10
17. juni 2014 kl. 08:25
17. juni 2014 kl. 19:55

Balletdanser Benita Bünger

17. juni 2014 kl. 20:55
22. juni 2014 kl. 19:50

Dramatiker Kirstine K. Høgsbro

18. juni 2014 kl. 05:30
18. juni 2014 kl. 08:25
18. juni 2014 kl. 19:55

Skuespiller Asbjørn Krogh Nissen

18. juni 2014 kl. 20:55
22. juni 2014 kl. 19:52

Skuespiller Sophie Zinckernagel

19. juni 2014 kl. 04:40
19. juni 2014 kl. 08:25
19. juni 2014 kl. 19:55

Sanger Patrick Terndrup

19. juni 2014 kl. 20:55
22. juni 2014 kl. 05:20
22. juni 2014 kl. 07:40
22. juni 2014 kl. 19:55

Operasanger Lise Davidsen

20. juni 2014 kl. 04:40
20. juni 2014 kl. 08:25
20. juni 2014 kl. 19:55

Instruktør Rasmus Ask

21. juni 2014 kl. 05:15
21. juni 2014 kl. 08:25
21. juni 2014 kl. 19:55
 

Se nomineringerne til Årets Reumert 2014

Kontakt

Kommunikationschef Iben Haugaard Tlf. 33 77 93 81