Cookieregler

Årets Hæderspris 2014

Henning Jensen, skuespiller

Henning Jensen har stået på scenen i mere end fyrre år og bliver med rette betragtet som sin generations store skuespiller. Men dén Henning Jensen, der står her i aften, er kun få år gammel – en forynget skuespiller, der er mere fri, men også mere sårbar end tidligere.

Sent i sit liv har Henning Jensen sluppet noget løs i sig selv. Givet pokker i kontrol. Sprængt gamle rammer. Nu møder han rollen med hele sin personlighed. Lys, mørke, tvivl og tilgivelse. Og det har ført til nogle af karrierens største præstationer.

Alkoholikeren i Norén-forestillingen ”Personkreds 3” viste, at menneskelig stolthed kan trives på samfundets bund. Gamle Mikkel Borgen i Kaj Munks ”Ordet” var et monumentalt portræt af troens og tvivlens tornado. Der var også den himmelstræbende Bygmester Solness hos Ibsen og Holbergs kuede, men ukuelige Jeppe. Og ikke at forglemme: den gamle glemte skuespiller med det rasende lune i monologen ”Helt enkelt kompliceret”.

Også i denne sæson har Henning Jensen sat sit dybt personlige aftryk på en stor sæson: Gamle Levin i ”Indenfor murene” var et blændende og bevægende portræt af landets sidste patriark i kærligt fald fra magten.

Alle disse mænd har været stolte, stærke, skrøbelige – og samtidig besjælet af en ny mildhed. Over for sig selv og over for tilværelsen. De udgør et vidnesbyrd om skuespilkunst af allerhøjeste klasse. Lige til en hæderspris.
 

Vinderkriterier